Matematik og statistik er essentielt i fortolkningen af biologiske fænomener
Hvad er dit forskningsfelt - kort beskrevet?
Jeg beskæftiger mig bredt med statistik og matematik anvendt inden for de biologiske videnskaber. Matematik er et stærkt værktøj med store anvendelsesmuligheder. Indenfor biologien har den blandt andet været brugt til at konkretisere biologiske begreber og processer, der kan være svære at undersøge empirisk.
Min primære interesse er at udvikle statistiske og matematiske metoder til at fortolke data vedrørende biologiske systemer. Ofte indsamles millioner af datapunkter i et enkelt eksperiment, for eksempel omhandlende DNA i et genom, geners aktivitet i en organisme eller samspillet mellem proteiner i en celle. At forstå sådanne data kræver avancerede statistiske metoder koblet med matematisk modellering for at kunne relatere data til de spørgsmål, vi ønsker svar på. Konkrete eksempler kunne være statistisk at identificere sygdomsrelaterede DNA-markører blandt millioner af kandidater eller at bestemme alderen af en tumor ud fra mutationer i genomet.
Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver på dit felt?
Mit felt bevæger sig meget hurtigt. Det skyldes blandt andet, at de eksperimentelle teknikker, der benyttes, forbedres konstant, og nye typer data bliver tilgængelige. En af de største udfordringer er derfor at udvikle fleksible statistiske metoder, der kan anvendes bredt.
Med voksende empirisk indsigt i biologiske systemer bliver det også muligt at etablere en matematisk eller kvantitativ forståelse af samme biologiske systemer og dermed underbygge empiriske udsagn med matematisk argumenter. Det vil blive spændende at se, om biologien kan påvirke matematiske forskningsområder på samme måde, som fysikken har gjort det.
Hvordan opstod din interesse for dit forskningsområde?
Min interesse for matematik går mange år tilbage. Tidligt i mit studium stiftede jeg bekendtskab med statistik, som jeg oplevede som en stor udfordring og meget spændende – statistik har et solidt teoretisk fundament, der samtidig er tæt knyttet til virkelige anvendelser. Interessen for, hvordan statistik og matematik kan anvendes inden for biologi, kom senere og opstod efter, at jeg havde lært flere biologiske forskere at kende. Gennem dem opdagede jeg, hvordan matematik og statistik er helt essentielt i fortolkningen af biologiske fænomener.
Hvad forventer du af dit medlemskab af Videnskabernes Selskab, og hvad er din reaktion på at være blevet medlem?
Jeg blev naturligvis meget glad. Jeg håber, at denne anerkendelse af min forskning vil bidrage til mulighederne for at skabe flere forskningsresultater og forskningskontakter i fremtiden.
Lidt om mennesket bag forskeren:
Jeg holder af mit arbejde, men værdsætter bestemt min fritid. Den bruger jeg blandt andet på løb og vinterbadning (når vandet er koldt nok), og yoga når jeg opper mig. Derudover tiltrækker min sofa mig, en god bog, og jeg kan stadig finde på at genlæse en tegneserie.
Hvor er du vokset op, og hvor bor du nu?
Jeg er vokset op i Sorø og bor nu i København.
Carsten Wiuf er optaget som medlem af Videnskabernes Selskab i 2012 i Den naturvidenskabelige klasse.
Læs mere om de andre nye medlemmer her.

Professor Carsten Wiuf
Fagområde: Statistik og biomatematik
Institution: Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet
Kontaktoplysninger
E-mail: carsten.wiuf @ gmail.com
Mobil: +45 3048 6216
Hjemmeside
