Early Scientific Expeditions and Local Encounters


Ib Friis, Michael Harbsmeier & Jørgen Bæk Simonsen.(ed.): Early Scientific Expeditions and Local Encounters. New Perspectives on Carsten Niebuhr and ‘The Arabian Journey’. Proceedings of a Symposium on the Occasion of the 250th Anniversary of the Royal Danish Expedition to Arabia Felix, 2013. 
252 pp. Ill. Pris 300 kr. ISBN 978-87-7304-375-2.

Anledning til at udgive denne bog er 250-års jubilæet for Den Kongelige Danske Ekspedition til Arabien i årene 1761-1767. I dag forbinder vi især ekspeditionen med Carsten Niebuhr, og et af målene med denne bog er at gøre Niebuhr bedre kendt i den engelsksprogede verden. Værket består af en indledning og 14 artikler, skrevet af en række eksperter. De undersøger hver især nye aspekter af den danske ekspeditions metoder og resultater.

I 1700-tallets Europa kendte man nogenlunde kontinenternes kyster, undtagen i Stillehavet og polarområderne. Derimod kneb det med videnskabeligt baseret viden om naturhistorie og geografi i det indre af kontinenterne uden for Europa. Det gjaldt ikke mindst den videnskabelige forståelse af fremmede kulturer og deres historie. Fra 1700-tallet og frem foretog europæere landbaserede videnskabelige rejser, og det betød flere og længere møder mellem lokalbefolkningen og de besøgende forskere. En række af disse møder behandles i bogen. Andre artikler undersøger de videnskabelige spørgsmål, som ekspeditioner og rejsende blev sendt ud for at løse, og det belyses, hvordan de rejsende bragte deres observationer tilbage til Europa og fik dem kommunikeret til andre forskere og den interesserede offentlighed. 

Deltagerne i den danske ekspedition til Arabien, især Niebuhr og naturforskeren Peter Forsskål, var præget af respekt for de lokale, de mødte på deres rejse. Det var ikke nogen almindelig holdning i datiden. Deres metoder ved udforskningen af lokal viden markerede noget nyt i studiet af fremmede kulturer og deres samspil med naturen.

Også det højaktuelle emne forskningsledelse belyses i flere af bogens artikler. Det står klart, at trods omhyggelige forberedelser og detaljerede instrukser til de rejsende blev mange af de mest overraskende og varige resultater af ekspeditionerne opnået, fordi de rejsende ikke fulgte planerne, men improviserede og forstod at gribe uforudsete muligheder. Det var det heldige samspil mellem planlægning og fleksibilitet, der gav succes på de videnskabelige ekspeditioner og rejser, der behandles i bogen.

Køb bogen