Mekanismerne bag glukaner og den forskende forsker
Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?
Biosyntese og genetisk regulering af komplekse kulhydrater på proteiner og lipider. Komplekse kulhydrater er meget varierede i struktur, og 300-400 af vore gener koder for enzymer, som deltager i syntese af kulhydraterne, en proces vi kalder glykosylering. Vi forsøger at kortlægge alle de enzymer og deres gener, som styrer glykosyleringen, og de ”spilleregler”, som dirigerer denne proces. Vores interesse er at forstå de mange biologiske funktioner, som kulhydrater har, og sygdomme, som skyldes defekter i glykosylering.
Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver på dit felt?
Vi er specielt interesserede i en bestemt type protein-glykosylering kaldet mucin-type. Det er den hyppigste form for protein-glykosylering og samtidig den mindst udforskede. En række nye fremskridt viser at mucin-type O-glykosylering regulerer fundamentale funktioner for proteiner, men vores forståelse af disse er stadig begrænset. Vi har udviklet nye strategier til at få hul på dette problem, og udfordringen er nu at identificere og karakterisere disse funktioner og relatere dem til potentielle sygdomme. Vi har længe vidst, at glykaner er vigtige og har mange funktioner i næsten alle biologiske processer, men de specifikke funktioner og de molekylære mekanismer bag disse er først nu ved at komme frem. Denne viden er nødvendig for forståelse af sygdomme og for at udvikle diagnostiske og terapeutiske strategier.
Hvordan opstod din interesse for dit forskningsområde?
Interessen for cellebiologi og de processer som leder til cancer førte mig til glykosylering. Min mentor, professor Erik Dabelsteen fra den gamle Kongelige Tandlægehøjskole i København, havde vist at blodtype A-antigenet, som er en glykan, karakteristisk tabes i mundhulecancer. I 1984 blev Danin Fonden tildelt professor Dabelsteen, og han brugte pengene til at sende mig til et af de førende kulhydratlaboratorier i verden, hvor professor Sen Hakomori indførte mig i glykan-verdenen - og jeg har ikke forladt den siden.
Hvad forventer du af dit medlemskab af Videnskabernes Selskab?
Jeg har ofte set, at vidensudveksling på tværs af forskningsfelter giver nye helt uventede idéer, og jeg kunne ikke tænke mig et bedre forum end Videnskabernes Selskab for dette.
Hvad er din reaktion på at være blevet medlem af Videnskabernes Selskab – en af de fornemmeste udmærkelser i dansk forskning?
Jeg er overrasket og dybt beæret over at blive valgt ind i Selskabet, og jeg glæder mig til at lære mere om Selskabets aktiviteter og deltage i disse.
Lidt om mennesket bag forskeren:
Jeg er uddannet tandlæge fra 1981, og efter at have virket som tandlæge i militæret under tjeneste i et år startede jeg min forskerkarriere på Tandlægehøjskolen. Jeg blev sendt til Seattle i 1984 angiveligt for et halvt år, men blev i syv og lavede arbejdet til min disputats, som blev forsvaret i 1990. I 1990 vendte jeg hjem fra USA med to amerikanske sønner (og min danske hustru, tandlæge Ulla Mandel, som også er lektor på Tandlægeskolen) og etablerede et laboratorium for glykobiologi. I 2005 blev jeg flyttet over til medicinerne (Institut for Cellulær og Molekylær Medicin) som professor, og i 2007 etablerede vi Copenhagen Center for Glycomics med støtte af en stjernebevilling fra Universitetet. I 2012 fik centeret en Grundforskningsbevilling, og en gruppe af energiske og dygtige unge mennesker er nu i færd med at sprænge rammer for feltet. Mennesket bag forskeren forsker for det meste, men ellers løbes lidt, cykles lidt, og spises godt og meget.
Hvor er du vokset op, og hvor bor du nu?
Jeg er vokset op i Holte (Rudersdal) og har gået på Ny Holte Skole og Holte Gymnasium. I 1990, da vi flyttede tilbage fra USA, blev det Holte igen.
Henrik Clausen er optaget som medlem af Videnskabernes Selskab i 2012 i Den naturvidenskabelige klasse.
Læs mere om de andre nye medlemmer her.

Professor Henrik Clausen
Fagområde: Glycobiology – læren om komplekse kulhydrater og deres biologiske funktioner
Institution: Copenhagen Center for Glycomics, Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Kontaktoplysninger
E-mail: hclau @ sund.ku.dk
Telefon: +45 3532 6668
Hjemmeside: Glycomics.ku.dk
