Foredrag kl. 20.30 i Gamle Mødesal med Bente Klarlund Pedersen


KRAM dig 14 år yngre
Vi drukner i bøger om sundhed. Det er ikke nemt at finde rundt i sundheds-junglen. Hvad kan man tro på? Hvad skal man mene? Det kan vel ikke være lige vigtigt alt sammen? Og kan man virkelig spise sig ti år yngre? I dette foredrag holder jeg mig ikke tilbage. Jeg vover et øje og giver opskriften på, hvordan man kan opnå at leve ikke bare ti – men 14 år længere – vel at mærke 14 år uden sygdom – og vel at mærke 14 år med bedre livskvalitet. Det handler om KRAM-faktoren. Har du den, så er du i biologisk forstand 14 år yngre. KRAM står for Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Foredraget handler om KRAM, men fokuserer på betydningen fysisk af inaktivitet i fritidslivet og arbejdslivet og viser, at det er bedre at være fed og fit end slank og sløv. Når det er nemmere sagt end gjort at holde vægten, kvitte smøgerne, drikke mådeholdent og motionere dagligt, skyldes det, at vi påvirkes af en lang række omstændigheder, som vi ikke er bevidste om. En væsentlig vej til succes i sundhedslivet er derfor viden, viden og mere viden.

Centerleder, professor, overlæge, dr.med. BENTE KLARLUND er tilkyttet Center for Inflammation og Metabolisme, Rigshospitalet, Københavns Universitet.