Ved en festlig aften med royal deltagelse på Glyptoteket blev juristen Michael Rask Madsen og biologen Thomas Kiørboe hyldet for deres fornemme forskningsindsats


- Det er altid en fornøjelse at læse om de fremragende forskeres arbejde, runger præsident Mogens Høgh Jensens stemme fra talerstolen ud over de godt 200 festklædte tilhørere fordelt ved runde borde i salen. Blandt dem var notabiliteter som Kronprinsesse Mary og Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

- Det er også svært at vælge, men præsidiet oplever det som et privilegium at finde frem til de helt rigtige prismodtagere.


Der er levende lys på bordene, ølmenu tilpasset de gastronomiske frembringelser, der tæller fx stikkelsbærkompot med sorte oliven, og sangene fra DR Juniorpigekor smyger sig smukt og bevægende blandt marmorstatuerne i løbet af aftenen. Det er i det hele taget en begivenhed, hvor alle sejl er sat fra Carlsbergfondets side for at skabe en stemning, der understreger videnskabens betydning i almindelighed og de to prismodtagere i særdeleshed.

Forud for aftenen er gået en lang indsats fra forskere med at indstille deres kollegaer, men også fra præsidiets side med at veje og måle de indstillede ud fra de kriterier, Carlsbergfondet stiller for modtagelsen af den fornemme pris, der blev indstiftet i 2011 på J. C. Jacobsens 200-års fødselsdag. De tæller fx afgørende grundvidenskabelige bidrag og en videnskabelig indsats, der nyder stor og gerne international anerkendelse.

- Begge er passionerede forskere, der har leveret en imponerende og internationalt højt anerkendt forskningsindsats inden for henholdsvis international ret og marineøkologi, udtaler Carlsbergfondets bestyrelsesformand, professor Flemming Besenbacher.


Årets modtagere

Selvom begge forskere nu har prisen til fælles, er deres forskningsområder langt fra hinanden.

I motiveringen for Michael Rask Madsen hedder det blandt andet:

”Mikael Rask Madsen er en af verdens absolut førende forskere i krydsfeltet mellem international ret, politik og samfund. Hans originale tilgang, som kombinerer juridiske, humanistiske og samfundsvidenskabelige metoder, har ført til banebrydende forskning inden for international ret, retssociologi og politisk sociologi. Mikael Rask Madsens grundforskning er på allerhøjeste internationale niveau dokumenteret blandt andet ved, at han leder grundforskningscenteret iCourts. Hans grundforskning har samtidig haft markant og umiddelbar samfundsmæssig betydning, og blandt andet været anvendt af internationale organisationer såsom Europarådet og Den Europæiske Union.”

For Thomas Kiøerboe gør det internationale sig også gældende:

”Thomas Kiørboe er en af verdens ledende forskere indenfor den marine økologi, og har spillet en afgørende rolle for vores forståelse af livet i havene. Han er anerkendt globalt for sin originale og provokerende tilgang til forskningen og som pioner indenfor mange områder af den marine økologi. Hans forskning er bemærkelsesværdig ved at trække effektivt på to videnskabelige retninger – biologien og fysikken. Netop i krydsfeltet mellem de to har han skabt store resultater, og blandt andet demonstreret, hvordan fødetilgængelighed i samspil med molekylær diffusion og mikroskala fluidbevægelse bestemmer strukturen af det marine pelagiske fødenet. Resultater, der siden er blevet eftervist igen og igen ved hans talrige feltundersøgelser.”

Hver prismodtager hædres med en million kroner. Heraf er 250.000 kr. en personlig hædersbevisning og 750.000 kr. støtte til et forskningsprojekt. Af tidligere modtagere kan nævnes Professor i fysik Lene Vestergaard Hau, Professor i kognition, kommunikation og kultur Andreas Roepstorff og professor i fysik Jens Kehlet Nørskov.