Selskabet er Folkemødet på Bornholm, i første omgang som medarrangør på to events:

Nobel Laboratoriet – Får vi en ny Niels Bohr?
Torsdag den 14. juni kl 13.30-14.30

Hvad koster en idé? Fredag den 15. juni kl. 16.30-17.30

TORSDAG DEN 14. JUNI kl 13.30-14.30 på Politikens Scene i samarbejde med Danmarks Frie Forskningsfond og Politiken 

Nobel Laboratoriet – får vi en ny Niels Bohr?
Dansk forskning skal være på nobelprisniveau, men hvordan? Debat med yngre topforskere om, hvad der skal til for at løse de helt store videnskabelige dilemmaer, der historisk har hentet Nobelpriser. Yngre originale hjerner er fremtiden. Hvilke forskningsområder stiller i deres optik de mest presserende videnskabelige spørgsmål lige nu, og har de nye idéer til, hvordan Nobelpriserne kommer i hus snarest? I efteråret udsendte regeringen en strategi med nye ambitiøse mål for dansk forskning og kommende nobelpriser, en såkaldt ” Nobelpagt til gavn for menneskeheden”. Men hvem er det, regeringen har en ”pagt” med? Er det befolkningen? Er det forskerne? Nu har dem, der skal etablere Nobelmiljøerne, en enestående mulighed for at spørge forskerne. Hvad vil de allerhelst vide om fremtidens forskning? 

Oplev formand for Uddannelses- og Forskningsudvalget, Christine Antorini, og rektor Brian Bech Nielsen, Aarhus Universitet, i debat med yngre topforskere om, hvornår en forskningsidé står skarpest, og hvad der skal til for, at forskere løser de helt store videnskabelige dilemmaer, der historisk har hentet Nobelpriser. Danmarks Frie Forskningsfond og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab er sammen med Politiken arrangører af debatten. Sammen styrker de videnskab af allerhøjeste internationale kvalitet og debat om viden til danskerne. Christine Antorini, formand for Uddannelses- og Forskningsudvalget og Brian Bech Nielsen, rektor på Aarhus Universitet, i debat med Alicia Lundby, hjerteforsker og professor på Københavns Universitet, Morten Sommer, biofysiker og professor på DTU samt Marco Nørskov, filosof og robotforsker på Aarhus Universitet. Politisk redaktør Anders Bæksgaard, Politiken, styrer debatten.

FREDAG DEN 15. JUNI kl. 16.30-17.30 hos Tænketanken DEA i Galleri Klejn

Medlemmer af Det unge Akademi debatterer prisen på den gode idé, og slagets gang styres af Selskabets generalsekretær Lars Arge, som også en formand for Forskningsrådet for Natur og Univers. 

Hvad koster en god idé?
Vi taler meget om, hvor mange penge vi bruger på forskning. Men hvordan bruger vi pengene bedst? Dugfrisk rapport om forskernes ønske til den ideelle bevilling er i fokus.

Kom og vær med, når vi diskuterer, hvor mange penge det egentligt kræver at føre den gode forskningsidé ud i livet. Hvordan ville forskningsbevillingerne se ud, hvis forskerne selv kunne bestemme? Bliv klogere på, hvilke udfordringer der spiller ind på tværs af videnskaberne og mulighederne i kombinationen af dem, hvis det stod til forskerne. Tænketanken DEA, Det Unge Akademi og Danmarks Frie Forskningsfond stiller med dugfrisk inspiration til debatten i form af en nylig offentliggjort rapport om forskeres ønske til ”den ideelle forskningsbevilling”. Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd sætter rapportens resultater i perspektiv.

I panelet er Maria Theresa Norn, forskningschef hosTænketanken DEA, Jens Oddershede, formand for Danmarks Forskning- og Innovationspolitiske Råd, Nikolaj Thomas Zinner fra Det Unge Akademi, Henrik Dimke, formand for forskningspolitisk udvalg i Det Unge Akademi, Peter Munk Christiansen, bestyrelsesformand og Jan Philip Solovej, næstformand, Danmarks Frie Forskningsfond. Debatten modereres af Lars Arge, generalsekretær, Videnskabernes Selskab.