En af verdens førende forskere inden for katalyse, professor Jens Kehlet Nørskov fra DTU, modtager Niels Bohr International Gold Medal. Medaljen er indstiftet af Ingeniørforeningen, IDA, og blev overrakt af Hendes Majestæt Dronningen ved et arrangement på Carlsberg Akademi i København den 7. oktober 2018 - på Niels Bohrs fødselsdag.


Dermed bliver Jens Kehlet Nørskov den 12. i rækken af fremtrædende fysikere og ingeniører, som har modtaget medaljen, der blev oprettet i 1955 som en hyldest til Niels Bohr.

Jens Kehlet Nørskov har en omfattende videnskabelig produktion bag sig og er en af verdens mest citerede forskere inden for sit område. Efter en årrække ved Stanford University i Californien, vendte han i 2018 hjem til Danmark for at opbygge et nyt center for katalyseteori ved DTU.

Omdrejningspunktet for Jens Nørskovs forskning er forståelsen af fysiske og kemiske processer på materialeoverflader. Hans begreber og modeller udgør et vigtigt grundlag for forståelsen af heterogen katalyse og anvendes i vid udstrækning inden for både videnskab og industri.

Som det hedder i indstillingen af prismodtageren: ”Jens Nørskovs arbejde er af stor betydning samfundsmæssigt. Udviklingen af nye katalysatorer til at omdanne energi fra solen til grønne brændstoffer og kemikalier er af yderste vigtighed for at undgå den omfattende brug af fossile brændstoffer, som er så ødelæggende for miljøet og klimaet. Jens Nørskov går rent videnskabeligt i spidsen for en sådan indsats”. 

Det er første gang, siden Niels Bohr selv modtog guldmedaljen i 1955, at medaljen gives til en dansker. Med tildelingen indskriver Jens Nørskov sig i en prominent kreds af modtagere, idet medaljen gennem årene er blevet uddelt til færre end 9 nobelprismodtagere.

Årets uddeling er sket i et samarbejde mellem Ingeniørforeningen, IDA, Niels Bohr Instituttet, Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og Carlsbergfondet, der har doneret de 100.000 euro, som følger med medaljen.

Jens Kehlet Nørskov er naturligvis medlem af Videnskabernes Selskab ligesom Niels Bohr selvfølgelig også var det. Selskabets præsident, der selv er fysiker på Niels Bohr Institutet, var vært ved prisoverrækkelse. Han udtaler om prismodtageren:

Jens Nørskov er et fortræffeligt valg som modtager af Niels Bohr medaljen. Han har ydet helt fundamentale forskningsbidrag til forståelsen af fysiske systemer - bidrag, som er blandt de højest citerede i verden. Derudover har Jens Nørskov også bidraget med mange praktiske anvendelser af sin forskning til stor gavn for samfundet. Videnskabernes Selskab ønsker stort tillykke med den flotte pris.

Læs mere om medaljen på bohrmedal.com