I år er det nøjagtigt 100 år siden, at fysiolog August Krogh modtog Nobelprisen for sin banebrydende forskning i kapillærernes fysiologi, og det fejres med et særligt symposie i Videnskabernes Selskab med deltagelse af H.K.H. Kronprinsen.

August Kroghs bidrag til videnskaben er ikke til at tage fejl af: Hans enorme indsats på forskningsfronten betyder bl.a., at den danske bioteknologiske sektor i dag dækker godt og vel 50 % af det samlede insulinforbrug globalt.

Derfor markeres 100-året for hans modtagelse af Nobelprisen med et symposie i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab under titlen August Krogh-symposium – sport, muskler og sundhed, hvor programmet byder på en række videnskabelige oplæg omhandlende den nyeste forskning inden for netop dette, givet af nogle af Danmarks dygtigste og mest specialiserede forskere inden for emnerne.

I Kroghs fodspor, under samme tag

August Krogh-markeringen finder sted fredag den 20. november fra kl. 10.00-14.30 i Videnskabernes Selskabs Gl. Mødesal – på nøjagtigt samme sted, som Selskabets møder og arrangementer blev afholdt på Kroghs egen tid. Arrangørerne bag fejringen er professor, forsker og overlæge Bente Klarlund Pedersen samt professor emeritus Erik Hviid Larsen – begge medlemmer af Videnskabernes Selskab, ligesom August Krogh selv var det.

HKH Kronprinsen vil være med som tilhører, når nogle af Danmarks mest talentfulde forskere på dagen deler deres viden og nyeste forskning med gæsterne.

Den nyeste nye forskning

Blandt oplægsholderne vil fx være Jens Juul Holst, professor ved Københavns Universitets Biomedicinske Institut og med tilknytning til Novo Nordisk Center for Basic Metabolic Research. Jens Juul Holst er leder af en forskningsgruppe, der forsker i fedme og type 2-diabetes, som han har bidraget til at udvikle en lang række præparater til behandlingen af, og forsker desuden i appetitregulering og hormoner, der regulerer stofskiftet. Der vil også være oplæg fra fx Jens Bangsbo, centerleder og professor ved Københavns Universitets Institut for Idræt og Ernæring. Bangsbo har stor erfaring inden for forskningen i bl.a. muskeliontransport og -metabolisme samt træning, præstationsevne og træthedsudvikling og vil på dagen holde foredraget Sportsfysiologi og præstationsoptimering.

Symposiet vil blive optaget og efterfølgende tilgængeliggjort på Videnskabernes Selskabs hjemmeside www.royalacademy.dk, så et endnu større publikum kan få glæde af de spændende oplæg om videnskabsmanden August Krogh og hans betydningsfulde videnskabelige landvindinger.


For yderligere information om symposieprogrammet, kontakt akademisk medarbejder Rikke Reinholdt Petersen på rp@royalacademy.dk eller tlf.nr. 33 43 53 10. For presseinformation, kontakt Head of Communications Kristoffer Frøkjær på kf@royalacademy.dk eller tlf.nr. 31 14 61 01



Kort om videnskabsmanden August Krogh

• Født 1874, død 1949 • Modtog Nobelprisen i Fysiologi eller Medicin • Opfattes i dag som grundlæggeren af arbejdsfysiologien • Publicerede i 1919 hele 7 afhandlinger i Journal of Physiology, hvoraf særligt de sidste 4 (omhandlende O2's diffusionskonstant i biologisk væv og kapillærernes fysiologi og anatomi) var med til at sikre ham Nobelprisen • Har medvirket til, at muskelforskningen, arbejdsfysiologien og idrætsmedicinen som videnskabelige områder står stærkt i Skandinavien, ikke mindst i København • Besøgte i 1922 Macleods Laboratorium i Toronto, Canada, hvor man havde eksperimenteret med at isolere insulin • Tog patent på fremstillingen af insulin i Skandinavien • Lagde grundstenen til, at Nordisk Insulinlaboratorium kunne etableres i 1923, og herefter Nordisk Insulinfond i 1926 • Gift med Marie Krogh, der selv var diabetespatient • Ven med læge og diabetesspecialist H.C. Hagedorn (som også var Marie Kroghs læge), der sammen med August Krogh kom til at spille en stor rolle i fremstillingen af det første hormonpræparat i udviklingen mod at kunne producere insulin i Danmark • Var meget optaget af forskningens praktiske betydning for samfundet, hvilket var afgørende for hans indføring af insulinproduktionen i Danmark • Blev valgt som medlem af Videnskabernes Selskab i 1916.


PROGRAM FOR
August Krogh-symposium
– sport, muskler og sundhed

Fredag den 20. november 2020
i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab

Kl. 10.00-12.55 i Gl. Mødesal, 1. sal

Kl. 10.00-10.05 Moderator Henrik Balslev byder velkommen

Kl. 10.05-10.15 Mogens Høgh Jensen: August Krogh og Videnskabernes Selskab

Kl. 10.15-10.35 Michael Kjær: August Krogh. Nobelprisen i 1920: Musklernes iltforsyning i hvile og under arbejde

Kl. 10.35-10.55 Minik Rosing: Feltstudier i Grønland

Kl. 10.55-11.15 Torben Hansen: Type 2-diabetes i Grønland

Kl. 11.15-11.45 PAUSE

Kl. 11.45-12.05 Jens Juul Holst: Fra insulin til tarmhormoner

Kl. 12.05-12.25 Bente Klarlund Pedersen: Musklen som kirtel – et translationelt perspektiv

Kl. 12.25-12.45 Jens Bangsbo: Sportsfysiologi og præstationsoptimering

Kl. 12.45-12.55 Marie Louise Nosch: Afslutning

Kl. 12.55-14.30 i Ny Mødesal, 3. sal.

Kl. 12.55-14.30 Servering af frokost og kaffe.



Billede fra spotvisning: Novo Nordisk Fonden