I forbindelse med årets finanslovsforslag lægger ministeren op til, at politikerne i højere grad skal øremærke midler til bestemt forskning. 

Ministerens udtalelse om, at nogle forskningsmidler bør have en højere grad af politisk styring, er bekymrende, lyder det fra præsident i Videnskabernes Selskab, Mogens Høgh Jensen.

Den udtalelse kommer som reaktion på, at uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen til Dagbladet Information blandt andet har udtalt følgende:

Sidste år lagde vi med finansloven op til mere grøn forskning. Nu lægger jeg op til, at vi går skridtet videre og også inden for den grønne ramme prioriterer, altså tager nogle valg og dermed også nogle fravalg. Vi skal i højere grad turde identificere udfordringer og koble forskningspenge på. Det handler om politisk at sætte nogle retninger.

Helt konkret ønsker hun, at 750 mio. kr. til grøn forskning skal uddeles til projekter, der er politisk prioriterede.

Men øget politisk styring er ikke vejen frem, mener Mogens Høgh Jensen. Han mener i stedet, at forskerne vil være bedst til at se, hvor de forskningsmæssige nybrud kan komme:

Det kan ærlig talt være svært at se, hvordan politikerne skal overskue, hvor de største forskningsmæssige huller i for eksempel den grønne forskning findes, og hvad der har størst potentiale forskningsmæssigt til at sikre, at Danmark fortsat er førende på området. Kunne man for eksempel forestille sig, at politikerne ville have kunnet se potentialet i forskning fra nobelprismodtagere som atomfysiker Niels Bohr eller cellemembransforsker Jens Christian Skou, hvor resultaterne først viste sig længe efter, de blev gjort? Det er nok tvivlsomt, pointerer han.

Han anerkender politikernes rolle til at prioritere, men erindrer om, at den frie forskning ikke må lide skade:

Videnskabernes Selskab har naturligvis fuld respekt for, at det er politikernes rolle at prioritere. Det sker jo allerede i dag, for eksempel ved at afsætte penge til Den Frie Forskningsfond eller Innovationsfonden. Bag disse sidder nogle af landets mest erfarne forskere, som – ud fra deres indgående viden til for eksempel grøn forskning – blandt et højt antal ansøgninger vælger de bedste projekter, som kan løse nogle af de fundamentale og essentielle forskningsmæssige problemer. På den måde bliver forskningen fri og uafhængig. Og uden detailstyring. Når Danmark kan spille en rolle på den globale forskningsarena, skyldes det jo netop forskningsfriheden, så at indskrænke den rammer ikke bare forskernes mulighed for at lave den bedste forskning, men også landets mulighed for at gøre sig gældende internationalt … Og så er det vel i grunden en meget god tommelfingerregel at lade dem, der ved mest om et emne, sidde så tæt på beslutningerne som muligt, slutter han.