I rækken af humanistiske foredrag med internationale stjerneforskere sørgede den islandske antropolog Gísli Pálsson for fuldt hus til sin fortælling om gejrfuglens uddøen i 1800-tallet. For at forstå arters uddøen kræver det mere end naturvidenskabelig indsigt, fortalte han. 

I dag uddør arter næsten hurtigere, end vi kan tælle dem. Flere taler om den 6. masseuddøen i klodens historie, og en FN-rapport fra i år sætter to streger under, at artsrigdommen falder og falder. Folkelige protester som Extinction Rebellion viser, at bekymringen ikke alene gemmer sig i videnskabelige rapporter og officielle papirer – også helt almindelige mennesker ser med stigende mistrøst på, at dyrene forsvinder i antal og rigdom.

Der er kort sagt mere end nogensinde brug for en bred forståelse af, hvad der foregår, og hvordan vi kommer det til livs:

- Hvordan begynder man at forstå, at noget uddør? Det er noget, man har kæmpet meget med at forstå i biologien. Hvordan kan vi tænke det som noget, der ikke foregår automatisk, men noget, vi kan med- og modvirke til? siger professor og medlem af Videnskabernes Selskab Andreas Roepstorff i sin introduktion til dagens taler.

Men hvordan?

Gísli Pálsson har undersøgt, hvordan gejrfuglen uddøde. I midten af 1800-tallet blev den udsat for rovdrift – blandt andet fra naturhistoriske museer. Da det sidste eksemplar døde på den islandske ø Eldey, blev fuglen samtidig et tidligt eksempel på menneskets udryddelse af dyr.

Fra talerstolen i den tætpakkede Sorte Diamant fortæller Gísli Pálsson, hvordan han har gravet historien frem på universiteter og arkiver rundt om i verden. Det er en fascinerende fortælling, der også kan øge forståelsen af nutidens masseudryddelse af dyr:

- Jeg kunne forestille mig, at hvis jeg gik ud i felten, og jeg hørte om en fugl, der var truet, så ville jeg opsøge den, dér hvor den findes, og undersøge, hvordan mennesker på en eller anden måde er involveret i det her. Som antropolog er man interesseret i folks narrativer. Så jeg ville tale med folk, og så ville jeg se, om jeg kunne skabe et system eller mening ud af, hvordan de forstår og behandler fuglen, forklarer Gísli Pálsson til Videnskab.dk.

Dermed skal det ikke være sagt, at han har et endeligt svar på, hvordan biodiversitetskrisen skal løses, men for at få den fulde forståelse – og finde løsningerne – kræver der indsigt fra andre grene end den naturvidenskabelige alene.
Og tanken om at tænke bredere vinder tilsyneladende gehør blandt publikum:

- Jeg har fulgt Videnskabernes Selskab og deres foredrag i mange år, og det er spændende at høre en helt anden tilgang til løsningen af verdens problemer end den naturvidenskabelige, fortæller Bo Tandrup, der gæstede dagens foredrag.

Biolog og medlem af præsidiet i Videnskabernes Selskab, Henrik Balslev, kan også se værdien af det brede perspektiv:

- Skelnen mellem humaniora og naturvidenskab giver ikke mening i vores tilgang til biodiversitet, mener Balslev.

Til spørgsmålet om, hvordan det løser biodiversitetskrisen i dag, at forskere er mere opmærksomme på at arbejde holistisk og interdisciplinært på den måde, svarer Pálsson:

- Det er det vanskelige spørgsmål. Jeg har ikke et stort og endeligt svar på, hvordan biodiversitetskrisen kan løses. Men jeg tror på, at antropologer og mange andre forskere kan hjælpe med at tracke alle de her netværk af fugle, dyr og planter, der står til at forsvinde, og det er en begyndelse, når vi skal lede efter løsninger, afslutter Pálsson.

Royal Academy Lectures støttes af Carlsbergfondet.