KOM TIL

FORSKNINGENS DØGN 2017

Medlemmerne af Videnskabernes Selskab og af Det Unge Akademi byder igen i år indenfor i det smukke palæ på H.C. Andersens Boulevard.


PROGRAM

Kl. 15.30:  Rundvisning på 1. sal ved præsident Mogens Høgh Jensen

Kl. 16.25:
Velkommen   

Kl. 16.30:

Andreas Bandak og Margit Warburg
Religion, Migration og Minoriteter: Julen som religionssociologisk og antropologisk forskningsobjekt

Margit Warburg arbejder med religion og migration og har interesseret sig for religion blandt danskere i udlandet. Vi har efterhånden megen viden om danskernes religiøse tro og adfærd i Danmark, men de ca. 200.000 danske statsborgere, der bor i udlandet, kender vi langt mindre til. Hun har i den sammenhæng studeret julebasarernes betydning for de danske udlandskirker, både økonomisk og socialt. Og der er en tæt sammenhæng mellem forretning og fællesskab.

Andreas Bandak arbejder med religion og minoritetsforhold i Syrien og Libanon. I mange år har en stærk opmærksomhed været rettet mod muslimer i den arabiske verden, mens kristne arabere og andre minoriteters vilkår har været mindre belyst. Igennem sin forskning har Bandak undersøgt, hvilke former for sameksistens religiøse fejringer giver anledning til. Julen er her en interessant ramme for kristne og muslimer, da den iscenesætter både fælleshed og forskellighed.    

Kl. 17.20:
Nikolaj Zinner og Holger Bech Nielsen: Universets vakuum – hvorfor bekymrer fysikere sig så meget om noget der er tomt?

Mennesket har til alle tider søgt at forstå verden omkring os og et centralt spørgsmål har altid været hvilke bestanddele Naturen indeholder. Ved hjælp af teoretiske koncepter der først virkede afsindige og gennem den enorme eksperimentelle opfindsomhed og udvikling har vi nu en rigtig god forståelse for de elementarpartikler og deres vekselvirkninger som Universet består af. Man kalder dette billede for Standardmodellen for partikelfysik. Med sådan et navn kan man måske forledes til at tro at alt nu er velforstået i partiklernes verden, men dette er ikke tilfældet. Et af de store spørgsmål er hvordan det kan være at det tomme rum (vakuum) ser ud til at indeholde en ekstremt lille energitæthed, som imidlertid ikke er nul! I foredraget vil vi introducere Standardmodellen og nogle af dens koncepter, samt snakke om nye teoretiske idéer til at forklare at vakuum opfører sig som det gør.

Kl. 18.10:
Ole G MouritsenVidenskaben bag smagen

Det er ikke noget nyt, at mennesket har reflekteret over maden og kogekunsten. Nysgerrighed kender ingen grænser, og spørgsmål om råvarer, hvad der sker under madlavningen, hvorfor maden smager, som den gør, og hvilke næringsstoffer der er i, har vi nok alle stillet. Gastronomien blev tidligt knyttet til kemien, og i nyere tid har fagområder som fødevareteknologi, levnedsmiddelvidenskab, sensorik, psykologi, neurovidenskab, human ernæring og allersenest fysikken (gastrofysik) meldt sig på banen. Men hvad er egentlig smag, i hvilken udtrækning er smag bestemt af den fysiologiske sansning af maden; og hvilken rolle spiller erindring, tradition, kultur og sociale sammenhænge?

I forbindelse med foredraget vil videnskabelig assistent, cand.scient. Mathias Skovmand-Larsen (Smag for Livet og Nordisk Food Lab) præsentere smagsprøver, som illustrerer foredragets pointer. 

Kl. 19.00:
Tak for i dag    




27. apr 2017

15.30-19.00

  • Sted:

    Videnskabernes Selskab
    H.C. Andersens Boulevard 35
    1553  Copenhagen V

  • Arrangement:

    Forskningens Døgn

  • Pris:

    Gratis

Tilmelding

wptiger.com

Spørgsmål

  • Eva Bang-Hansen
  • Projektleder
  • +4525360770
  • ebh@royalacademy.dk