I anledning af brygger J.C. Jacobsens 200-års fødselsdag i 2011 indstiftede Carlsbergfondet to forskningspriser til hhv. en naturvidenskabelig og en humanistisk forsker. 

Priserne, som uddeles årligt, er på hver 1 mio. kr. fordelt med 750.000 kr. til det videre forskningsarbejde og 250.000 kr. som en personlig pris.

De to priser gives til aktive danske forskere i ind- eller udland, der har bidraget afgørende til grundforskningen, og som nyder stor videnskabelig anerkendelse. Prisen skal opmuntre til yderligere forskning og kan bruges efter behov til forskningsrejser, udlandsophold, feltarbejder, laboratorieudstyr, eller løn til videnskabelig assistance.

Priserne bliver overrakt af HKH Kronprinsesse Mary ved en festlighed på Glyptoteket i forbindelse med Bryggerens fødselsdag, den 2. september.

Prismodtagerne udpeges af Videnskabernes Selskab, hvis Præsidium har ansvaret for den endelige indstilling af prismodtagerne.