Hans Christian Ørsted, der var uddannet som farmaceut, havde under studieophold i udlandet haft lejlighed til at se en opblomstrende industri, baseret på naturvidenskabelige undersøgelser. Efter Ørsteds opfattelse kunne et tilsvarende resultat opnås i Danmark ved forbedringer af undervisning og eksamen i naturvidenskaberne – for den farmaceutiske uddannelses vedkommende især i kemi. 

Efter flere initiativer fra Ørsteds side og senest tillige sammen med hans medarbejder, William Christopher Zeise, blev der i 1828 indført en eksamensordning for den farmaceutiske kandidatuddannelse med anbefaling af lærebøger. Herved blev farmaceutuddannelsen, der hidtil havde været en apotekeruddannelse, både en apoteker- og en kemikeruddannelse. Denne uddannelsesprofil videreførtes efter oprettelsen af Den Farmaceutiske Læreanstalt i 1892 og blev en væsentlig forudsætning for opstart af en dansk lægemiddelindustri.

Foredraget er del i en serie af foredrag organiseret af Selskabet for Naturlærens Udbredelse og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i anledning af fejringen af 200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820.

Foredraget var aflyst for publikum som følge af regeringens tiltag for at begrænse smitten af COVID-19 (Corona-virus), dog blev det optaget og lagt på YouTube.

Se foredraget her (du kan se videoen fullscreen på Videnskabernes Selskabs YouTube-kanal)