Den 14. september 1770 indførte Christian 7. og hans livlæge J.F. Struensee pludselig trykkefrihed. De næste tre år væltede nye skrifter frem. Trykkefrihedstiden blev et eventyrligt eksperiment i stor skala. Hvad skete der, når en europæisk stat pludselig gav ordet frit og fjernede al censur? Vi drager tilbage til 1770’ernes København, hvor vi følger udvalgte debatter og fejder og indrammer den nye offentlighed. Vi portrætterer et udvalg af de nye, uforfærdede stemmer uden for den lærde verden. Vi følger skrifternes eksplosive blanding af emner og genrer i det ny København, der også blev et resultat af Trykkefriheden, med trykkerier, bogboder, aviskiosker og visekællinger, men også med matroser, fiskerkoner, spækhøkere, værtshuse, bordeller. Vi beskriver, hvordan kuppet mod Struensee 17. januar 1772 var et chok, der med ét satte helt nye grænser for, hvad der kunne trykkes, samtidig med at en ny storm af skrifter om og imod Struensee brød frem. Vi følger hvordan det ny styre efterhånden kvalte Trykkefriheden i efteråret 1773.

Foredraget bygger på bogen Grov Konfækt. Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73, som udkommer 14. september 2020.


Se foredraget her (du kan se videoen fullscreen på Selskabets YouTube-kanal):

Ulrik Langen, ph.d., professor i historie ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet. Ulrik Langen er forfatter til en række prisbelønnede bøger om 17- og 1800-tallets kultur- og socialhistorie.

Henrik Horstbøll, dr.phil., professor emeritus i bog- og bibliotekshistorie ved Lunds Universitet. Har publiceret om bogtrykkets historie, historieskrivningens historie og kulturhistorie. 

Frederik Stjernfelt, dr.phil., professor i semiotik, idéhistorie og videnskabsteori ved Aalborg Universitet København. Har udgivet bøger om bl.a. Charles Peirce, biosemiotik, oplysningens og ytringsfrihedens historie.


Portrætfotos af foredragsholderne: Gyldendal/Robin Skjoldborg