Claus Thustrup Kreiner er professor i økonomi ved Københavns Universitet og leder af the Economic Policy Research Unit. Hans primære forskningsområder er offentlig økonomi, men han har også beskæftiget sig med en række andre områder. Han sad i formandsskabet for De Økonomiske Råd i en femårig periode frem til 2014 og har bl.a. været medlem af Skattekommissionen.

Hjemmeside: http://www.econ.ku.dk/ctk/


Om foredraget:

Hvorfor kommer nogle mennesker i store finansielle vanskeligheder? Hvilken betydning har skattesystemet for vores økonomiske dispositioner? Lykkes regeringen med at stimulere økonomien når den giver os mulighed for at hæve vores SP-pensionsmidler før tid? At besvare den slags spørgsmål kræver viden om folks økonomiske beslutningstagen i mange forskellige situationer. Det er en viden, vi ikke kan opnå gennem kontrollerede eksperimenter med menneskers økonomi, som vi kender det fra fysik og kemi. Vi kan heller ikke bruge forsøgsdyr til at opnå central viden om komplicerede økonomiske beslutninger. Det er i høj grad Big Data og nye målemetoder, som hjælper os til at skabe ny viden om menneskers økonomiske adfærd, og som forbedrer beslutningsgrundlaget for indretningen af den økonomiske politik. Foredraget beskriver udfordringerne med at forstå menneskers økonomiske adfærd og viser med eksempler, hvordan Big Data og nye målemetoder hjælper os til mere og bedre viden.