Lars Arge er professor i datalogi ved Aarhus Universitet og centerleder for Danmarks Grundforskningsfonds ”Center for Massive Data Algorithmics (MADALGO)". Desuden sidder han i præsidiet i Videnskabernes Selskab.


Om foredraget:
Den stigende tilgængelighed af enorme mængder detaljeret data skaber nye muligheder inden for mange dele af videnskaben og i samfundet som helhed. Ofte er evnen til effektivt at bearbejde de store mængder data dog en udfordring. Bearbejdelsen foregår med såkaldte algoritmer, og udvikling af effektive (hurtige) algoritmer er ofte nøglen til nye erkendelser eller produkter.

En ny opmåling af det danske landskabs højde er et eksempel på, hvordan store mængder detaljerede data i stigende grad bliver tilgængelige og svært håndterbare. Med en laserbaseret højdemåler anbragt på fly er det danske landskab blevet målt med en uhørt høj præcision og tæthed, nemlig en tæthed på fire målinger per kvadratmeter – svarende til over 150 milliarder målinger i alt. Potentielt kan disse detaljerede målinger bruges til at forudsige, hvor der er fare for oversvømmelse i forbindelse med skybrud. Men det kræver særdeles effektive algoritmer at håndtere de mange data.