Marja Jäättelä er professor ved Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse.

Om foredraget:

Vores celler har en indbygget evne til at begå selvmord. Dette selvmordsprogram, apoptose, forekommer spontant i kræftsvulster og forsinker deres vækst i starten. Senere lærer kræftceller at undgå apoptose, hvilket fører til ukontrolleret vækst og resistens mod terapi. Vi har for nyligt identificeret et alternativ celledødsprogram, som aktiveres når cellens fordøjelsesorganeller, lysosomer, brister og nedbrydende lysosomale enzymer slipper ud i cytosolen. Heat shock protein 70 (Hsp70) er en molekylær chaperone normalt fundet i cellens cytosol, hvor den hjælper proteiner med at folde. Kræftceller er i stand til at transportere Hsp70 ind i lysosomerne, hvor den aktiverer nedbrydelsen af lipider og derved stabiliserer den lysosomale membran. Kræftceller sender altså et af cellens centrale proteiner på arbejde et nyt sted, for derved at undgå celledød. Disse opdagelser lægger op til, at hvis man hæmmer Hsp70’s funktion i lysosomerne, kan det medføre kræftcellernes død. I foredraget vil jeg fremlægge vores nye resultater, som støtter denne hypotese og viser at en bestemt kemisk gruppe af klinisk relevante stoffer kan modvirke den lysosomale Hsp70’s funktion og punktere den lysosomale membran specifikt i kræftceller.