Et Dansk-Kinesisk grundforskningscenter i Nanoteknologi

Forskningssamarbejde med Kina

Flemming Besenbacher

Offentligt Foredrag med Flemming Besenbacher

Nanoteknologi er udpeget af mange som en drivkraft for det 21. århundredes udvikling af nye teknologier inden for bl.a. materialer, miljø, energi og sundhed. Generelt drejer nanoscience sig om at forstå, designe, fremstille og kontrollere nye funktionelle materialer og objekter på en skala fra 0,1 til 100 nanometer. Anvendelsesområderne for nanoteknologi spænder utrolig vidt. Fra lægemidler, der doseres i kroppen fra nanobeholdere præcis på de steder, hvor der er behov, til nye katalysatorer til biler og den kemiske industri, som giver renere, miljøvenlig og mere effektiv produktion. Mange af disse forskningsområder er højaktuelle, da de forsøger at løse nogle af klodens store globale udfordringer. De danske forskningsmiljøer inden for nanoscience står stærkt internationalt, og der er blandt andet et meget tæt samarbejde med de stærke kinesiske forskningsmiljøer i regi af Chinese Academy of Sciences.

Flemming Besenbacher er bestyrelsesformand for Carlsbergfondet og for Carlsberg A/S, ligesom han er professor ved Aarhus Universitets Interdisciplinære Nanoscience Center (iNANO). Han har publiceret mere end 500 artikler i internationale tidsskifter, mange i betydningsfulde tidsskrifter som Nature og Science, og han er indehaver af adskillige patenter. Han har holdt mere end 150 inviterede foredrag ved internationale kongresser, og er en af de internationalt førende forskere inden for områderne overfladefysik og nanoscience, hvilket hans høje citationstal vidner om (H-indeks på 70).

Han har en betydelig bred og tværfaglig ledelseserfaring fra en række poster, som bl.a. vicecenterleder for grundforskningscentret Center for Atomic-scale Materials Physics (CAMP), stifter af og centerleder for iNANO, medlem af direktionen for Tuborgfondet. Han er medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Akademiet for De Tekniske Videnskaber, Danmarks Naturvidenskabelig Akademi, og fellow of Institute of Nanotechnology, Institute of Physics, AVS, MRS. Han sidder p.t. i Danmarks Forskningspolitiske Råd, og desuden har han siddet i det naturvidenskabelige forskningsråd, og flere rådgivningsudvalg for Videnskabsministeriet, Undervisningsministeriet, EU-Kommissionen vedrørende nanoteknologi.

Flemming Besenbacher har i en del år haft et tæt forskningssamarbejde med kendte danske firmaer som blandt andet Haldor Topsøe A/S, Danfoss A/S, Grundfos A/S, og Arla Foods amba. Han har endvidere modtaget en række priser herunder bl.a. Dansk Fysisk Selskabs forskerpris; NKT-prisen, Grundfosprisen, Aarhus Universitets Rigmor og Carl-Holst Knudsens videnskabspris samt Villum Kann Rasmussens pris for banebrydende teknisk videnskabelig forskning. Han er æresdoktor ved 10 kinesiske universiteter. Han har modtaget den såkaldte Einstein pris og i 2012 den prestigefyldte kinesiske pris for internationalt videnskabeligt samarbejde (Award for International Scientific Cooperation), begge fra Chinese Academy of Sciences.


3. dec 2012

19:30 - 21:00

  • Sted:

    Videnskabernes Selskab
    H.C. Andersens Boulevard 35, 3. sal
    1535  København V

  • Arrangement:

    Offentligt Foredrag

  • For hvem:

    Alle er velkomne

  • Pris:

    Gratis

Se foredraget

Spørgsmål

  • Eva Bang-Hansen
  • Projektleder
  • 25 36 07 70
  • ebh@royalacademy.dk