Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen skyldes hans insisteren på at forstå verden gennem både humaniora og naturvidenskab, ifølge Ørsted-ekspert Andrew D. Jackson


Findes der en formel for den succesfulde forsker? Kan der gives en opskrift – en knivspids af dét, en teskefuld af dét, og så bare tilsæt vand? Ifølge Andrew D. Jackson, professor emeritus ved afdelingen for teoretisk partikelfysik og kosmologi på Niels Bohr Instituttet, som efter mange års forskning i H.C. Ørsteds karriere og liv med rette kan kaldes ekspert, var der noget helt afgørende ved ”den kemiske sammensætning” af videnskabsmanden H.C. Ørsted, som banede vejen for, at fysikeren kunne få kompasnålen til at bevæge sig for præcis 200 år siden.

For mens Danmark i 2020 fejrer jubilæet for den i naturvidenskaben så afgørende opdagelse af elektromagnetismen, skal vi, ifølge Andrew Jackson, passe på med at begå den fejl at tro, at det naturvidenskabelige mål blev nået via det naturvidenskabelige middel alene.

Viljen til videnskab

Hans Christian Ørsted, der voksede op som apotekersøn på Langeland, lærte helt fra starten, at adgangen til viden ikke nødvendigvis er givet. Om end han selv og broren Anders Sandøe begge var nogle meget begavede drenge, var der begrænsede muligheder for uddannelse i 1700-tallets Rudkøbing, og brødrene måtte tage til takke med undervisning baseret på mere kreative og midlertidige løsninger (deres første lærer var en parykmager med tysk som modersmål). Det er derfor næppe forkert at antage, at H.C. Ørsted – da han endelig kunne indlogere sig på Ehlers kollegium og påbegynde sine studier på Københavns Universitet – på dette tidspunkt må have opbygget en vis appetit for viden, som nu var klar til at blive stillet.

Den unge Ørsted kastede sig således sultent over diverse videnskabelige problemstillinger og udskrevne prisopgaver. Men ifølge Jackson blev den nyligt stillede sult hurtigt erstattet med en følelse af voksende frustration, når Ørsted gang på gang stødte på uoverensstemmelser og sjuskeri i tidligere forsøg begået af andre forskere:

Problemet var, at de andre forskeres resultater ikke kunne være naturvidenskab, for så skulle de kunne gentages ved flere forsøg. Og hvis man ikke kan stole på eksperimenter, hvad skal man så stole på? Så Ørsted ville i stedet have en naturvidenskab, der byggede på nogle grundsætninger, som man kunne regne med, fortæller Andrew Jackson, da han interviewes i Videnskabernes Selskab.


At stille de rigtige spørgsmål

Ifølge Jackson skulle sådanne grundsætninger imidlertid findes i en helt anden lejr: nemlig i filosofien. Og særligt én foredragsrække i det københavnske studiemiljø tiltrak sig brødrene Ørsteds opmærksomhed:

Det er Kant, der ligger til grund for Ørsteds senere arbejde. Han ville ikke have haft de synspunkter, medmindre han havde haft de forelæsninger om Kant i filosofi, slår Andrew Jackson det fast.


Kants principper for naturens større sammenhæng kom til at danne afsæt for en stræben efter helhed i Ørsteds arbejde. Og denne, påpeger Jackson, ses ved, at fysikeren i løbet af sin karriere beskæftigede sig med så mange forskellige ting inden for sit felt i forsøget på at se en overordnet, fuldkommen sammenhæng – en stræben, der essentielt førte Ørsted hele vejen fra hans såkaldte ”klangfigurer” til vands sammentrykning og endeligt videre til den banebrydende, verdensbillede-ændrende opdagelse af elektromagnetismen.

For Ørsted var det nemlig ikke enten-eller med videnskaberne. Humaniora og naturvidenskab var ikke uforenelige størrelser, men snarere glaslinser, der kun gav et klarere syn på den omgivende verden, når de krydsedes. De tjente for Ørsted til at berige og udvide hinanden, og hans forkærlighed for og investering i begge gjorde ham i stand til at stille de rigtige spørgsmål, fordi der var en forventning om at finde noget større end blot næste facit.

Og på mange måder er det noget, som Andrew Jackson mener, at vi har godt af at huske på den dag i dag:

Selvom Ørsted havde den opfattelse, at man ikke kunne betragte en institution som et ægte universitet, medmindre der også var naturvidenskab til stede, så ville han så sandelig også have sagt, at man ikke kan betragte noget som et universitet, hvis det udsultede de humanistiske fag – lidt, som man ser en tendens mod i dag. Vi skal have lige stærke kræfter i både naturvidenskab og de humanistiske fag. Det ville Ørsted have kæmpet for, hvis han var her i dag. Folk kender prisen på alt, men ikke noget som helst om værdi. Så det skal vi tilbage til, konkluderer forskeren.


Du kan læse mere om H.C. Ørsted i Andrew D. Jackson og Karen Jelveds artikel, ”H. C. ­Ørsted and the Discovery of Electromagnetism” (2020), ved at klikke her.