Professor

Michael Drewsen

Hvad er dit forskningsfelt – kort beskrevet?
Mit forskningsfelt omhandler eksperimentel kvantefysik på enkelt-kvanteniveau med udgangspunkt i enkelte atomer, molekyler og fotoner. Mere konkret udnytter jeg muligheden for at indfange og køle enkelte atomer og molekyler til på den mest raffinerede måde at undersøge fundamentelle fysiske og kemiske processer. Disse studier spænder fra optimal kobling af fotoner til atomare systemer med anvendelser inden for kvanteteknologi, over reaktionskemi med molekyler under fuldt kontrollerede betingelser til undersøgelser af, hvordan energiomsætningen finder sted i større molekyler. Det sidste kan forhåbentligt på længere sigt bidrage til en bedre forståelse af centrale biologiske processer såsom fotosyntese og fx danne grundlag for design af fremtidens solceller.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer på dit felt?

En af de største udfordringer i min forskning ligger i at udvikle nye robuste metoder til at køle enkelte kvantesystemer - her tænker jeg ikke mindst på større molekyler, der grundet den bagvedliggende komplekse atomare struktur har mange bevægelsesfrihedsgrader. En anden er deterministisk at manipulere de enkelte atomer og molekyler med så stor præcision, at dynamikken i forbindelse med energiomfordeling på et enkelt ekscitationsniveau kan følges på tidsskalaer fra femtosekunder op til sekunder.

Hvorfor er netop dette forskningsområde så interessant?

Den primære årsag til at jeg er gået ind i mit forskningsfelt er, at det giver mig mulighed for at opnå indsigt i nogle af de mest fundamentale processer i naturen, samtidig med at min kreativitet kan udnyttes til at udvikle nye eksperimentelle teknikker.   

Hvad forventer du af dit medlemskab af Videnskabernes Selskab?
Jeg tænker, at medlemskabet af Videnskabernes Selskab vil give mig en unik mulighed for at møde en række rigtig dygtige forskere, med hvem jeg kan få nogle stimulerende og meget kvalificerede diskussioner på tværs af fagskel, samt opnå indsigt i hvad der lige nu rører sig i videnskabens verden i et bredt fagligt perspektiv.

Fortæl lidt om mennesket bag forskeren.

Jeg er far til tre (to drenge og en pige), som jeg gerne bruger en stor del af min fritid sammen med. Dertil er jeg en inkarneret løber med flere halve og et enkelt helt maraton bag mig. Endelig nyder jeg at stresse af med arbejde i haven.

    • Titel:
    Professor


    • Grad:
    Ph.d.


    • Fagområde:
    Atomar, molekylær og optisk fysik


    • Tilknytning
    Institut for Fysik og Astronomi

    • E-mail:
    drewsen@phys.au.dk







Hos Videnskabernes Selskab gør vi brug af cookies, med det formål at forbedre hjemmesiden, og give dig den bedste brugeroplevelse. Ved brug af hjemmesiden accepterer du, at vi lagrer dine cookies hos os.