Sten Ebbesen, John Marenbon og Paul Thom: Aristotle’s Categories in the Byzantine, Arabic and Latin Traditions, 2013, 340 sider. 240,-

Få bøger har haft så stor indflydelse som Aristoteles’ lille Kategorier fra 300-tallet f.Kr. Det er dette værks fortjeneste, at vi den dag i dag bruger ord som ‛kvalitet’ og ‛kvantitet’. Fra senantikken til langt op i nyere tid var det en selvfølge, at alle, der fik en højere uddannelse, læste dette skrift eller i det mindste et koncentrat af dets indhold. Værket blev læst i flere kulturer: den græske, den arabiske og den latinsprogede.

De tolv kapitler i den nye bog, der er forfattet af lige så mange forskere fra seks forskellige lande, behandler eksempler på brug og fortolkning af Kategorierne i de tre kulturkredse. Den spænder lige fra 800-tallets Konstantinopel til 1600-tallets København.