Ny udgave af to ukendte behandlinger af det samlede forfatterskab.
Videnskabernes Selskab udgiver nu Hans Brøchners kritiske gennemgang af Søren Kierkegaards samlede forfatterskab. Udgivet med indledning og kommentarer af Carl Henrik Koch.

Den danske filosofiprofessor Hans Brøchner (1820-1875) var i familie med Søren Kierkegaard og kendte ham personligt. Efter Kierkegaards død i november 1855 skrev han – på opfordring – en lang mindeartikel i avisen Fædrelandet om det samlede forfatterskab. Indtil da havde Brøchner undgået at anmelde Kierkegaards skrifter, selvom det forekom oplagt, at netop han ville kunne anmelde værkerne indsigtsfuldt. Men af veneration for Kierkegaard havde han afslået alle opfordringer. I 1858-59 holdt Brøchner en lang forelæsningsrække på Københavns Universitet om forholdet mellem kristendom og filosofi. I den forbindelse gennemgik han Kierkegaards forfatterskab mere udførligt og mere kritisk end i mindeartiklen. Brøchners to behandlinger af Kierkegaards forfatterskab er centrale bidrag til den danske Kierkegaard-reception, fordi værkerne her for første gang blev behandlet som en helhed.

De to tekster er fuldstændig ukendte i dag. Brøchners artikel er ikke blevet genoptrykt, siden den udkom i 1855, og hans forelæsninger om Kierkegaard er aldrig blevet trykt. Brøchner var en udmærket læser af Kierkegaards forfatterskab. Han har mange indsigter, som stadig er interessante og aktuelle, både for forskerne og for de mange andre, der fordyber sig i Kierkegaards tankeverden.

Der er altså gode grunde til at udgive Brøchners to behandlinger af Kierkegaards forfatterskab. Den nye udgave gengiver originalerne nøjagtigt, og indledningerne og kommentarerne åbner teksterne for et moderne publikum. Udgaven repræsenterer helt ny forskning og vil blive et vigtigt grundlag for det fremtidige studium af Kierkegaards værker og modtagelsen af dem.

Carl Henrik Koch: Hans Brøchners bidrag til Kierkegaard-receptionen i Danmark. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Scientia Danica. Series H. Humanistica. 8 vol. 13. 201 s. 150 kr. ISSN 1904-5492 · ISBN 978-87-7304-396-7.