Forelæsninger ved Helsingfors Universitet i foråret 1911
Oversat fra svensk og med indledning af Mogens Blegvad, udgivet og forsynet med kommentarer og efterskrift af Carl Henrik Koch. 76 pp. 150,- ISSN 1904-5492 · ISBN 978-87-7304-370-7.

Omkring år 1900 var den danske filosofiprofessor Harald Høffding (1843-1931) både nationalt og internationalt en yderst anerkendt skikkelse i tidens kulturliv. Hans bøger blev oversat til talrige sprog og ikke mindst hans lærebog i psykologi fra 1882 blev læst af mange; den var medvirkende til, at psykologien etablerede sig som en af filosofien uafhængig disciplin. I sin ungdom var han påvirket af sen-hegelianisme, men under indflydelse af især psykologiens og de empiriske videnskabers udvikling fjernede han sig hurtigt fra sit udspring og var i mere end 60 år under stadig udvikling. Høffding første bog, hvori han forsvarede filosofiprofessoren Rasmus Nielsens opfattelse af forholdet mellem kristendom og videnskab som to, hinanden uafhængige og derfor fuldt forenelige magter, udkom i 1866 i forbindelse med tidens store stridsspørgsmål om forholdet mellem tro og viden. 64 år senere udkom hans sidste bog, hvori han diskuterede de erkendelsesteoretiske konsekvenser af Niels Bohrs kvantemekanik.

I en forelæsningsrække fra 1911 om personlighedsprincippet i filosofien beskrev han personlighedsbegrebet og begrebet om personlighedens udvikling som de begreber, der i hans filosofi knytter videnskab og moral sammen. Forelæsningsrækken har hidtil kun foreligget på svensk og på finsk og bringes her for første gang på dansk i afdøde professor Mogens Blegvads oversættelse forsynet med forord, kommentarer og efterskrift. Høffding blev medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 1884 og var fra 1914 til sin død den første beboer af æresboligen på Carlsberg, det nuværende Carlsberg-akademi. Han udgav adskillige afhandlinger i Selskabets skriftserier, og på grund af den respekt, der stod om ham, havde hans ord stor vægt i Selskabets anliggender. Det er derfor naturligt, at den eneste af hans bøger, der ikke foreligger på dansk, udkommer i Selskabets regi som et minde om en betydelig kulturpersonlighed.