Mogens Herman Hansen: Political Obligation in Ancient Greece and in the Modern World. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Scientia Danica. Series H. Humanistica. 8 vol. 10. 76 s. 80 kr. ISSN 1904-5492 · ISBN 978-87-7304-391-2.

Bogen er et komparativt studie af problemet om den politiske forpligtelse i de oldgræske bystater og i de moderne demokratiske stater. Et lands borgere har en pligt  til at lyde loven (ellers bliver de straffet), men har de også en forpligtelse til at gøre det? Ordene pligt og forpligtelse bruges ofte synonymt, men i politisk filosofi skelner man mellem dem. En pligt får man pålagt af andre, en forpligtelse har man påtaget sig.  Pligt er fortrinsvis et juridisk begreb, forpligtelse et moralsk. Moderne politiske filosoffer er enige om, at borgerne har en politisk forpligtelse, hvis de personligt og frivilligt har indvilliget i at lyde loven og efterleve alle de påbud og forbud, som myndighederne udsteder. Som eksempel kan nævnes fremmede i USA, der får borgerrettigheder. De skal aflægge en loyalitetsed. Men en loyalitetsed aflagt af alle statens borgere praktiseres ikke i nogen af de 193 stater, der er medlemmer af FN. Og politiske filosoffer diskuterer ikke en gang en loyalitetsed som en mulighed, når de efterlyser en begrundelse for, at borgerne har en politisk forpligtelse. I stedet fokuserer de på forskellige former for en “stiltiende” eller “implicit” accept af, at man har en forpligtelse, fx taknemmelighed for de goder, som staten giver sine borgere, eller de forpligtelser, man har påtaget sig som medlem af en institution, eller forpligtelsen til at være fair over for sine medborgere, eller den implicitte forpligtelse, der ligger i, at man uden protest bliver i staten og ikke emigrerer. Forskellige filosoffer lægger vægt på forskellige begrundelser for en politisk forpligtelse, og adskillige – de såkaldte filosofiske anarkister – mener, at der ikke er nogen gyldig grund til, at borgerne skulle føle en politisk forpligtigelse til at lyde lovene og myndighederne.

I de oldgræske bystater greb man det anderledes an. I mange og formentlig endda i de fleste bystater skulle alle borgere aflægge en loyalitetsed, når de blev myndige, og ofte også senere i livet, fx efter en borgerkrig.  Derfor var det slet ikke til diskussion, om borgerne havde en politisk forpligtelse. De havde jo svoret, at de ville være loyale og lyde lovene. Og derfor bliver den politiske forpligtelse heller ikke diskuteret i græsk politisk filosofi, med én undtagelse: Platons Kriton, hvor Sokrates i en fiktiv dialog ført med Athens love argumenterer for, at han ikke blot har en pligt, men også en forpligtelse til at acceptere sin dødsdom og blive i fængslet. Da han eksplicit vedgår, at han ikke har aflagt nogen borgered, begrunder han sin forpligtelse med argumenter, som til forveksling ligner dem, politiske filosoffer bruger i dag: taknemmelighed, medlemskab, fair behandling af sine medborgere og stiltiende accept af lovene, med frivilligt eksil som alternativ til at leve i en bystat, hvis love og forfatning man ikke kan acceptere.

Bogens pointe med sammenligningen af oldtid og nutid er, at man formentlig kunne løse hele problemet om “den politiske forpligtelse” ved at indføre en borgered som den, man aflagde i de oldgræske bystater.