I rækken af nobelforedrag afholdt af Videnskabernes Selskab med hjælp fra Novo Nordisk fonden var fokus denne gang på vores indre ur. Og det trak et talrigt publikum til.


-Jeg er kommet, fordi det er et godt tilbud, fordi det er uden for mit eget fagfelt, og fordi det er et godt arrangement, fortæller Anne Pihl, der er publikum til arrangementet og som har lokket sin veninde Sara Marie Jørgensen med.

Hun har kunnet lokkes, netop fordi der er tale om en nobelprismodtager - og så lidt fordi, der er reception bagefter.

- Begge dele gør det lidt lettere at lokke andre med, som måske ikke er akademikere, siger Anna og nikker sammen med Sarah Marie.


Godt emne tæt på egen navle

Emnet for dagens nobelforelæsning var måske også medvirkende til det store fremmøde. Det indre ur styrer nemlig mange af vores livsvigtige processer. Mange af os føler sig søvnige eller sultne på præcis samme tidspunkt hver dag. Og sult og søvn er blot to af de mange funktioner, der styres af vores indre ur. Kropstemperatur, blodtryk og hormoner er andre. Uden en døgnrytme ville vores liv være kaos.

Og det gælder ikke bare hos mennesker. Alt liv på jorden er tilpasset dens rotation og rytme, derfor har alt fra alger til planter og bananfluer udviklet et indre ur i deres gener.

Da Michael Rosbash gik i gang med sin udforskning, var man godt klar over, at der måtte findes et sådant indre ur. Men ingen anede, hvordan det virkede.

Først da Michael Rosbash i 1984 begyndte at undersøge generne hos en bananflue, åbnede han en sprække til forståelsen. Og til et helt nyt forskningsfelt, som siden har ledt til en langt større viden om vores indre ur. 

Og med sin forelæsning har Rosbash både et emne, der rammer bredt, og det personlige skyts og formidlingserfaring, der virker.

For eksempel så synes Rosbash, at selv om han fik nobelprisen sammen med to andre - Michael W. Young og Jeffrey C. Hall, der begge har arbejdet med forståelsen af vores indre ur, så manglede der én modtager:

-Jeg har altid synes, at den der burde have været en 4. modtager, siger han foran tavlen i det fyldte auditorium på Panum, og viser et billede af en bananflue.

-Vores nobelpris var den femte givet til forskning, der ikke kunne være blevet til uden bananfluen, fortæller han med et smil, der også når de bageste rækker.


Sat i verden for at inspirere

Nobelforedragene er netop sat i verden for at præsentere videnskabelige superstjerner for den store offentlighed og inspirere – og det lykkedes i udstrakt grad for Michael Rosbash. Både hvis man spørger de to veninder Anna og Sarah Marie til receptionen efter foredraget. Men også Stine Pedersen, der står i nærheden med et glas rødvin er af den opfattelse:

-Jeg kan godt lide at lytte til en klog mand som Rosbash, og så lærte jeg lidt om et emne, jeg ikke anede noget om på forhånd, fortæller Stine Pedersen, der til daglig arbejder med skat og regnskaber, men alligevel har været til de fleste af de i alt 17 nobelforelæsninger Videnskabernes Selskab har inviteret til.

-Jeg er bare nysgerrig, og det er noget specielt at lytte til en nobelprismodtager, som jo er anerkendt. Desuden er det dejligt, at det er i et lidt større format end ved andre foredrag, slutter hun og baner sig vej hen mod bordet med snacks.