Carlsbergfondets Forskningspriser blev den 31. august overrakt til iskerneforsker og fysiker Dorthe Dahl-Jensen og semiotiker og idéhistoriker Frederik Stjernfelt. Videnskabernes Selskabs præsident Marie Louise Nosch tog del i overrækkelsen. 

Hvert år hædrer Carlsbergfondet to af Danmarks førende forskere med en forskningspris. I år gik priserne til to internationale fyrtårne inden for naturvidenskab og humaniora: iskerneforsker og fysiker Dorthe Dahl-Jensen og semiotiker og idéhistoriker Frederik Stjernfelt.

Priserne blev overrakt af H.K.H. Kronprinsessen, uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, Carlsbergfondets bestyrelsesforkvinde Majken Schultz og præsident for Videnskabernes Selskab Marie Louise Nosch på Ny Carlsberg Glyptotek onsdag den 31. august. Med hver af priserne følger 1 million kroner. Heraf øremærkes 750.000 kroner til forskningsaktiviteter, mens 250.000 kroner er en personlig hædersgave.

Priserne til Dorthe Dahl-Jensen og Frederik Stjernfelt blev uddelt efter indstilling fra en priskomité bestående af danske og internationale forskere udpeget af Videnskabernes Selskab og Carlsbergfondet.

– Carlsbergfondets Forskningspriser går i år til to skelsættende forskere, der ikke blot har skabt enestående resultater på deres meget forskellige forskningsfelter, men som også har gjort en helt særlig indsats for at få formidlet deres forskning, så resultaterne har fået liv ude i verden. De er to eminente eksempler på, hvor langt den gode forskning – og den gode fortælling om den – kan nå. Det er virkelig en fornøjelse at se. Vi er stolte af at have begge prismodtagere som medlemmer af Videnskabernes Selskab, sagde præsident for Videnskabernes Selskab og forperson for priskomitéen, Marie Louise Nosch.

Om Carlsbergfondets Forskningspriser:

Carlsbergfondets Forskningspriser har som formål at hylde to aktive forskere i ind- eller udland, der har bidraget afgørende til grundforskning på højt internationalt niveau. Priserne skal opmuntre til yderligere forskning og kan bruges til udlandsophold, feltarbejde, indkøb af udstyr eller løn til videnskabeligt arbejde.

Carlsbergfondets Forskningspriser blev uddelt for første gang i 2011 i anledning af fondets grundlægger J.C. Jacobsens 200-årsfødselsdag. Det er således i år 11. gang (der blev ikke uddelt nogen pris i 2020 pga. Covid-19-pandemien), at to fremragende forskere inden for naturvidenskab og humaniora/samfundsvidenskab hædres med prisen. Hver pris er på 1 million kroner. Heraf er 250.000 kr. en personlig hædersgave og 750.000 kr. støtte til et forskningsprojekt. Det er Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, der varetager processen med indkaldelse af kandidater og priskomiteens indstilling af prismodtagere.

Læs hele pressemeddelelsen og priskomitéens begrundelser for indstillingerne af Dorthe Dahl-Jensen og Frederik Stjernfelt på Carlsbergfondets hjemmeside ved at klikke her.