Den 30. juni er en unik mulighed for at møde nobelprismodtager og professor Frank Wilczek i København. Og ikke mindst for at lære om universets stærkeste kraft.


Af: Rikke Reinholdt Petersen

Det er muligt, at det gode sommervejr kan være svært at konkurrere med. Men for professor ved Niels Bohr Institutet Mogens Høgh Jensen er det ikke noget svært valg, når nobelprismodtager og professor Frank Wilczek torsdag den 30. juni besøger København for at holde en Nobel Laureate Lecture arrangeret af Videnskabernes Selskab.

Frank Wilczek formidler nemlig sin forskning i universets stærkeste kraft, kernekraften, så levende, at det godt kan betale sig at skippe et par timer af sommervarmen, mener Mogens Høgh.

”Jeg har hørt Frank Wilczek give foredrag flere gange, og jeg ser frem til at høre hvilke perspektiver, han sæter sin videnskab i denne gang,” siger han.

Han fortsætter: ”Frank Wilczek har en rigtig god evne til at sætte sin forskning i relation til mange andre ting i verden og vores tilværelse. Han plejer for eksempel at komme en del ind på kunst. Han er generelt en rigtig god foredragsholder, så det er absolut værd at komme ud og høre ham – selv i solskinsvejr!”

Mogens Høgh Jensen, der selv forsker i kaosteori, ved et og andet om, hvor vigtigt det er at formidle videnskaben på en levende og ”spiselig” måde. Et fag som Frank Wilczeks er nemlig uhyre komplekst, hvis man ikke lige er en af de få, der beskæftiger sig med det til hverdag. Og så har den amerikanske professor ovenikøbet arbejdet med op mod flere forskningsområder:

”Frank Wilczek har haft enorm indflydelse på flere forskellige forskningsfelter i fysik. Fra identifikationen af den korrekte teori for de stærke vekselvirkninger i de mindste dele af atomkernen, til faststoffysiske fænomener såsom anioner, time crystals og kosmologiske og partikelfysiske områder som axioner,” fortæller Mogens Høgh Jensen.

Ifølge ham er Frank Wilczeks besøg i Danmark helt i tråd med, hvor landet står i forhold til professorens forskningslandskab. Herhjemme er vi nemlig også godt med:

”Danmark har gennem en årrække været i forfronten af udviklinger inden for beregninger i kvantekromodynamik. Blandt andet gennem det såkaldte felt af "amplituder", som giver helt nye måder til teoretisk at beregne kvantemekaniske fænomener,” fortæller han.

Selv har Mogens Høgh Jensen, der både er medlem og tidligere præsident af Videnskabernes Selskab, haft fornøjelsen af at møde Wilczek flere gange, bl.a. ved professorens sidste forelæsning i Danmark, som går ti år tilbage. Derfor er det helt naturligt for Mogens Høgh Jensen at skulle stå for den faglige introduktion til Frank Wilczeks forelæsning, når han om en uge går på scenen. Også selvom det betyder, at solskinsvejret må vige for kernekraften.

Videnskabernes Selskabs Nobel Laureate Lecture med Frank Wilczek afholdes torsdag den 30. juni kl. 16.00-18.30 i Niels K. Jerne Auditoriet, Panum, Mærsk Tårnet. Forelæsningen efterfølges af en reception. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding. Klik her for at læse mere om arrangementet og for at tilmelde dig.

Nobel Laureate Lectures finansieres af Novo Nordisk Fonden.