Torsdag den 11. maj samledes Selskabets medlemmer i huset på H.C. Andersens Boulevard til generalforsamling. Det velbesøgte helaftensmøde var startskuddet til en ny årlig tradition, der udspringer af stedets nye vedtægter.
Af: Rikke Reinholdt Petersen
Eftermiddagssolens lys falder i en ret vinkel gennem de høje vinduer og indrammer et udsnit af farverne i Selskabets Gamle Mødesal: En halvt åben dør i mørk mahogni; en jadegrøn sidevæg; en søjle af gulligt marmor med flødefarvede aftegninger, som vand i bevægelse. Sådan har rummet set ud i mere end 100 år.
Det er også en ganske velkendt summen, der som varme fylder rummet og siver op mod loftet: Det er lyden af Selskabets medlemmer, der er ankommet til torsdagens medlemsmøde, og som lige skal nå at veksle et ord eller to med hinanden, inden de finder sig en plads blandt deres fagfæller på stolerækkerne.
Det er fristende at sige, at alt er, som det plejer at være på medlemsmøderne. Den antagelse holder dog kun i få sekunder endnu:
- Velkommen til Selskabets første generalforsamling i 281 år, siger en smilende Marie Louise Nosch, Selskabets præsident, og ser med et varmt blik på de mange medlemmer i den fyldte mødesal.
Medlemmerne smiler også. Det er en særlig dag at være en del af. Sådan er det uvægerligt med første gange.
Bestemmelsen om, at der fremover skal holdes en årlig generalforsamling, kommer sig af Selskabets nye vedtægter, der trådte i kraft med begyndelsen af 2023; vedtægter, som flere af medlemmerne selv har taget del i udarbejdelsen af.
Præsidenten fortsætter:
- Formålet [med generalforsamlingen, red.] er ikke en større bureaukratisering, men at samle forretningssager, afstemninger og principbeslutninger for at give dem den opmærksomhed, de fortjener, og for dermed at kunne fokusere mere på videnskaben ved vores medlemsmøder.”
Praktik og musik – og lidt historik
Akkurat som lovet fik forretningssager og beslutninger en stor del opmærksomhed på generalforsamlingen: Med beretninger fra både præsidenten og fra formand for Carlsbergfondet Majken Schultz, generalsekretær Thomas Sinkjærs fremlæggelse af årsregnskab og budget og en række andre fremstillinger var aftenen allerede godt undervejs.
Der var også afsat tid til valget af et nyt bestyrelsesmedlem til Carlsbergfondet. Her fik stemningen et ekstra løft med musikalske indslag fra koret Paradox, der underholdt under optællingsrunderne. Og med overtallet af stemmer fra Selskabets medlemmer endte det med at blive professor Kim Ryholt, der kunne kalde sig fondets nye bestyrelsesmedlem.
Senere på aftenen bidrog medlem Mikael Rask Madsen, centerleder for iCourts ved Københavns Universitet, med et til anledningen passende oplæg under titlen ’en juridisk og sociologisk analyse af genren ”generalforsamling”’.
Rammer, der virker
Men selvom generalforsamlingen torsdag den 11. maj rigtignok var en første af sin slags, så blev den trods alt afsluttet efter samme facon som de traditionelle medlemsmøder: Programmet blev rundet af med fornøjelig fællesspisning for medlemmerne, der sammen kunne glæde sig over en veloverstået og meget effektiv aften – en mening, som deltes af generalsekretæren:
- Det er gået rigtig fint på Selskabets første generalforsamling som, jævnfør de nye vedtægter, er blevet afholdt ved forårssæsonens afslutning. Det har i det hele taget været en fornøjelse at se mange af Selskabets medlemmer møde op og deltage i den nye mødekonstellation, fortalte Thomas Sinkjær.