Af: Rikke Reinholdt Persen    

Måske har du allerede hørt om den ungarske fysiker George de Hevesy. Han bliver ofte nævnt i sammenhæng med nuklearmedicinen – tænk undersøgelser ved brug af radioaktive sporstoffer, som fx PET-scanninger. Det medvirkede han til udviklingen af.

Han stod også bag opdagelsen af grundstof nummer 72, Hafnium, som han sammen med kollegaen D. Coster fandt frem til på Niels Bohr Institutet i 1922. Tre år efter blev han valgt til medlem af Videnskabernes Selskab.

Men vidste du, at Hevesy omsmeltede guld lige under næsen på nazisterne under 2. verdenskrig?

Dagen i dag, den 1. august, markerer George de Hevesys 138-års fødselsdag. Og hvorfor ikke fejre det med en fortælling om, hvor forunderlig en rolle, videnskaben somme tider spiller for vores historie.

Da guldet kom til Blegdamsvej

Vi skal skrue tiden tilbage til København under besættelsen, til Niels Bohr Institutet på Blegdamsvej. Med enkle træborde og -bænke, kridtsmudsede tavler og lyset fra rækkerne af dannebrogsvinduer udgør instituttet i al sin minimalistiske beskedenhed et samlingssted for højt profilerede fysikere fra nær og fjern. En sådan er George de Hevesy, der er kommet til København med sin erfaring fra flere europæiske forskningsinstitutioner og en doktorgrad erhvervet allerede som 23-årig.

Antisemitismen, der præger besættelsestiden, har stor betydning for Bohr, som forsøger at hjælpe jødiske flygtninge, og ikke mindst Hevesy, der selv er jøde. Det har han til fælles med flere af instituttets andre ansatte.

På Niels Bohr Institutet beslutter man sig derfor til at hjælpe to kolleger og Nobelpris-modtagere i Tyskland, navnlig professor og nazismekritiker Max von Laue og den jødiske professor James Franck. For at afholde nazisterne fra at få fingrene i deres 23-karats-guldmedaljer bliver Nobelpriserne sendt til instituttet på Blegdamsvej til sikker opbevaring.

Snart står en håndfuld forskere i bygningen på Bohrs institut i København med to guldmedaljer og et anseeligt problem: Skal man grave dem ned? Gemme dem allernederst i skufferne, under gulvbrædderne?

Her kommer George de Hevesy på den vindende idé: Medaljerne skal simpelthen gemmes lige for øjnene af de tyske soldater.

Brev fra George de Hevesy vedrørende hans indvælgelse som medlem i Videnskabernes Selskab, 1925; Videnskabernes Selskabs arkiv.

Nobelpriser på flaske

Snart er de to Nobelpriser ikke længere faste skiver af guld, men i stedet opløst til en bleggul væske. Hvad der næsten lyder som tryllekunstner er i virkeligheden Hevesys brug af den syreholdige opløsning ”aqua regia”, almindeligt kendt som ”kongevand”, som er en blanding af saltsyre og salpetersyre, der er i stand til at opløse guld. Det betyder, at professoren kan hælde medaljerne på flaske.

Da tiden kommer, hvor tyskerne gennemsøger Niels Bohr Institutet, er Hevesy selv søgt i sikkerhed i Sverige. Derfor er han der ikke til at se, hvordan hans plan ellers lykkes til punkt og prikke: Ingen tænker tilsyneladende på at gennemsøge laboratoriehyldernes glasflasker.

Senere, i 1945, får den ungarske professor lejlighed til at glæde sig over succesen, da han atter returnerer til instituttet på Blegdamsvej. Her finder Hevesy flasken, hvor han i sin tid satte den – uberørt af alt andet end støv, på laboratoriehylden.

Og Nobelpriserne? De blev samlet på ny i Sverige, hvor man udvandt guldet fra væsken.

Kilder:

”Hafnium”; Den Store Danske/Lex.dk; af Henning Sørensen, Helge Kragh, Svend Erik Rasmussen, s.æ. 2023.

”Nuklearmedicinens begyndelse” via nbi.dk.

”Da Nobel-prisene blev tryllet væk for øjnene af nazisterne”; Bent Blüdnikow; Berlingske.dk.