Det lyder som et eventyr, og det er det næsten også. På 400-års fødselsdagen for Leonora Christina, Christian den 4.’s famøse datter, bliver hendes franske selvbiografi nu tilgængeliggjort for danskerne i hele to formater. En tilfældig ordudveksling over et stykke smørrebrød i Videnskabernes Selskab var det, der pustede nyt liv i kongedatterens beretninger.

Af: Rikke Reinholdt Petersen

Hver anden torsdag er der medlemsmøde i Videnskabernes Selskab. Her holder to af stedets medlemmer efter tur et oplæg – eller, som det kaldes i huset, en ”meddelelse” – for de andre forskere. Lige så fast en tradition som møderne er den efterfølgende servering af smørrebrød på 3. sal, der giver anledning til at fordøje dagens videnskabelige bevisførelser og ikke mindst til samtale mellem Selskabets mange forskermedlemmer.

På en torsdag aften i 2011 kunne man finde Selskabets daværende redaktør, medlem Marita Akhøj Nielsen, og medlem Lene Schøsler i netop sådan en ”hen-over-smørrebrødet-samtale”. I krydsfeltet mellem det faglige og det personlige var det nemlig pludselig blevet dem klart, at de, med hinandens hjælp, kunne gøre en forskel for en af dansk histories helt store kvindelige forfattere:

Udgivelsen af de to bøger kunne simpelthen ikke være blevet til noget uden medlemsmøderne i Videnskabernes Selskab, siger Marita Akhøj Nielsen og fortsætter:
Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skulle have mødt Lene og lært, at hendes faglige baggrund var den helt rette til det her projekt.

Gammelt sprog rummede ny viden

For mens Marita Akhøj, der er filolog og ledende redaktør på DSL, har stor erfaring med både Leonora Christina (1621-1698) som historisk person og hendes forfatterskab, bl.a. i kraft af et gennemgribende arbejde med udgivelsen af kongedatterens andet, mere kendte værk Jammersminde, var hun i 2011 stødt på grund med sit ønske om også at udgive Leonora Christinas selvbiografi, som oprindeligt er skrevet på fransk:

­– Det franske sprog har jo ændret sig lige så meget som det danske har over tid, og derfor var Leonora Christinas franske ikke noget, jeg selv turde give mig i kast med at oversætte, forklarer Marita Akhøj.
Derimod har Lene Schøsler en helt uovertruffen forståelse af datidens fransk, som ikke kan fås ved ”bare” at læse de gamle trykte tekster, men som man er nødt til også at læse håndskrevet 1600-tals-fransk for at kende ordentligt til. Og Lene har tilfældigvis beskæftiget sig rigtig meget med særligt kvinders brevskrivning for samme periode, siger Marita om kollega Lene Schøsler, der i dag er professor emerita ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

Og samarbejdet har ikke blot gjort det muligt at lave en grundig og ordret oversættelse. Ifølge Marita Akhøj har granskningen af Leonora Christinas franske sprog også ført til en helt ny viden om den kongelige forfatterinde, der viste sig at have en væsentligt bedre forståelse af det franske sprog end antaget i tidligere studier.

– Hun [Leonora Christina, red.] har måske nok ikke behersket det franske sprog fuldt ud, men hun viser stadig en helt enorm sproglig genialitet, og hendes franske er meget bedre, end man tidligere har vurderet. Hun har været virkelig veluddannet, og både sprogligt som kulturelt har hun været på et højt, højt niveau, slutter Marita Akhøj.

Møder, hvor man mødes

Den 8. juli er det Leonora Christinas 400-års fødselsdag, og her har de to forskere besluttet sig til at udgive det endelige resultat af det samarbejde, der blev til hen over smørrebrødet for 10 år siden. Intet mindre end to bøger er der kommet ud af det: En udgivelse efter originalhåndskriftet – den første af sin slags! – og en nyoversat udgave af værket på moderne, letlæseligt dansk. Lene Schøsler og Marita Akhøj frekventerer også i dag Selskabets medlemsmøder, hvor den tværfaglige summen, nu som dengang, fortsat giver anledning til højtbelagte tværfaglige forskningsprojekter medlemmerne imellem.

Du kan læse mere om de to kommende udgivelser i Det Danske Sprog og Litteraturselskabs seneste nyhedsbrev ved at klikke her.