Penge vokser ikke på træerne. Men hvad med forskere? Stamtræet for Gram-familien viser sig at være usædvanligt tungt af forskertalent.


Lone Gram er professor ved DTU’s Institut for Bioteknologi og Biomedicin. Hun forsker i, hvordan bakterier interagerer, og hvordan vi kan bruge bakterier bioteknologisk, og hvordan vi bedst hæmmer bakterier, der kan gøre mennesker og fisk syge. De fleste er nok enige i, at det ikke er hvem som helst, der har sådan et arbejde – for ikke at tale om den uddannelse, der ligger bag. De fleste, ja – lige bortset fra, hvis man selv er en Gram.

Lone Gram, født 1960 og medlem af Videnskabernes Selskab, har nemlig en slægtshistorie så rig på videnskabsmænd og videnskabelige opdagelser, at det er svært at skyde skylden på tilfældighed alene. Og blandt en lang række af universitetsuddannede – herunder Lones far, professor i datalogi, og Lones farfar, professor i botanik ved Landbohøjskolen – er der særligt to personer, der gennem Lones karriere igen og igen er dukket op, når hun har ytret sit efternavn. 

Vægten af Gram

Den første af de to er oldefar Hans Christian Joachim Gram (1853-1938). Ikke alene var H.C.J. Gram læge og blev senere professor – han var også manden bag opdagelsen af fænomenet ”Gramfarvning”, der bruges til at inddele bakterier baseret på, hvordan deres cellevægge er sat sammen.

Gramfarvning-metoden, der blev publiceret i 1884, var en banebrydende opdagelse, ikke bare i Danmark, men på verdensplan. Og netop derfor var der lige fra begyndelsen af Lones indtræden i den akademiske verden mange, der nikkede genkendende, når de hørte navnet ”Gram”. Og det var ikke altid lige nemt for den unge forsker, der selv var ved at finde sit fodfæste:


De første 10-15 år var det faktisk lidt ”anstrengende” at andre forskere, specielt uden for Danmark, straks spottede mit efternavn og spurgte til Gramfarvningen og slægtskab. No pressure! siger Lone Gram med et smil og fortsætter: Men så, da min forskning og karriere udviklede sig, og jeg fik min egen bakterieforsknings-platform, blev det kun sjovt at have en oldefar, der har haft stor betydning for bakteriologien.






Den anden ”uundgåelige” forfader stødte Lone Gram først på senere, i 2020, da hun blev indvalgt som medlem afVidenskabernes Selskab. Her kunne hendes fætter fortælle hende, at en fælles forfader havde været med til at lægge grundstenen til Selskabet. Hans Gram (1685-1748) – filolog, historiker, kongelig historiograf og bror til Lones tip-tip-tip-tip-oldefar (!) – var nemlig én af de fire mænd, vi i dag betragter som stifterne af Videnskabernes Selskab – og muligvis den vigtigste. For det var ham, der kom på idéen om at lave et ”lærd selskab” ud af en forening, der uden hans påfund måske var forblevet en perifer mønt- og medaljekommission. 

Det var nemlig sådan, at den enevældige konge først havde tænkt sig den, da han nedsatte kommissionen til at holde styr på kronens skatkammer.




Bordskik og besvimelse

Hvilket frø giver et forskertræ? Og hvor vokser sådan nogle henne? Det er svært at svare på. Men én ting er sikkert, mener Lone Gram: Det er nysgerrighed, der får dem til at gro. Og i et barndomshjem, hvor begge forældre havde akademiske uddannelser, var det kun naturligt at være nysgerrig, stille spørgsmål og søge viden om den verden, der var så tæt på hende i hverdagen.

I mit barndomshjem holdt man bordskik. Men der var én undtagelse: Man måtte rejse sig, finde leksikon og slå ting op, hvis der var noget fra snakken om bordet, vi ikke kendte svaret på, mindes Lone Gram.

Så ja, bekræfter hun. Der er bestemt noget med det der ophav, der har haft indflydelse på, hvem hun senere er blevet. Men hendes vej til at beskæftige sig med bakteriel økofysiologi og bioteknologi var ikke ”set in stone”. Faktisk havde hun oprindeligt sat sig for, at hun ville være læge:

Det var lidt tilfældigt, at jeg blev mikrobiolog. Jeg ville have været læge, men besvimede, da jeg – spændt – så den første hjertetransplantation – i sort-hvid”, fortæller hun, let smilende. Hun fortsætter: Så, jeg startede som bromatologi-studerende ved Landbohøjskolen og havde mit første mikrobiologikursus i 1983 – og var solgt. Lidt populært sagt, har jeg ikke set mig tilbage siden.

Hvad der siden skete, er – som alting har det med at blive med tiden – historie. Og når Selskabet igen åbner op for sine medlemsmøder, i takt med, at resten af samfundet også åbnes, kan Lone Gram, når hun går op ad trappen og drejer af mod Selskabets gamle mødesal, nikke til busten af en af sine forfædre – stifter Hans Gram.

Læs mere om Lone Gram og hendes forskning ved at klikke her.