Hvad har mammutter, meteorer og den filosofiske etiks principper til fælles? De er alle emner, som du – for første gang nogensinde – kan søge på i en spritny digital publikationsplatform, der nu lanceres af Videnskabernes Selskab. Platformen giver dig nemlig gratis adgang til alle bøger udgivet af Selskabet gennem de sidste 275 år.





Hvad enten du er på udkig efter forskellige blækspruttearter, puniske gudebilleder, optegnelser over Knud den Helliges møntsamling eller de astronomiske observationer af Venus’ passage forbi solen i 1769 – eller bare et af tusindvis af andre emner – så er du kommet til det helt rette sted, når du går ind på publ.royalacademy.dk.

Lige siden etableringen af Videnskabernes Selskab i oplysningstidens Danmark har det været et fast punkt på dagsordenen at gøre videnskaben og dens landvindinger tilgængelige for alle. Ud fra helt samme grundtanke har vi nu valgt at lancere en platform med fri adgang til samtlige videnskabelige publikationer udkommet på Selskabets forlag siden dets opstart i 1745. 

Så uanset om du er forsker, studerende eller bare helt almindeligt interesseret i videnskabens historie, kan du via platformen publ.royalacademy.dk bladre dig igennem op mod hele 6.500 afhandlinger fordelt på lige godt 300.000 sider og med en pulje af emner med nærmest kalejdoskopisk                                                                                    spændvidde.


Et værktøj og en slikbutik

Publikationsplatformen har været undervejs i et godt stykke tid, for når der er tale om en historie, der er så snoet og snirklet som videnskabens egen, så skylder man den også, at tilgængeliggørelsen af alle dens kapitler bliver gjort så god, fleksibel og brugervenlig som muligt. Derfor har et helt team af eksperter lagt mange timer i udviklingen af et skræddersyet produkt, hvor der bl.a. er sørget for billedscanninger af højeste kvalitet, søgefunktioner tilpasset den enkelte brugers behov og download-muligheder. Der har ikke mindst været fokus på at sikre en optimal OCR-genkendelse af teksterne, hvilket er lykkedes for en stor del af materialet, om end publikationerne med den største grad af videnskabelig patina (og gotiske bogstaver!) stadig lader noget tilbage at arbejde på til en fremtid, hvor de tekniske muligheder tillader det.

En af eksperterne i teamet bag publ.royalacademy.dk er Selskabets redaktør gennem mange år, Marita Akhøj Nielsen, hvis kendskab til Videnskabernes Selskabs bibliografi er svær at konkurrere med:

Det er herligt at kunne åbne Videnskabernes Selskabs skatkammer med forskningsresultater for alle. Der er så meget at læse ‒ og så mange fascinerende billeder at kigge på, at man bliver helt overvældet. Det er som en kæmpe slikbutik, hvor man bare må tage lige, hvad man vil, og så meget man vil, siger hun begejstret om lanceringen.


Nye titler hele tiden

Hensigten er naturligvis at holde publ.royalacademy.dk konstant opdateret med de seneste videnskabelige publikationer fra Selskabet, og derfor frigives bøgerne på platformen til gratis brug kun ét år efter udgivelsesdatoen. I mellemtiden kan de selvfølgelig fås på Selskabets webshop, hvor de også kan findes efter frigivelsen.

Se og prøv den nye publikationsplatform ved at klikke her