Af: Rikke Reinholdt Petersen

Pulchra sunt, quae videntur – skønt er det, vi ser.
Pulchriora quae sciuntur – skønnere er det, vi forstår.
Longe pulcherrima quae ignorantur – men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme.

Sådan lød ordene ved Nicolaus Stenos indledningsforelæsning, som han så ofte er blevet citeret for siden. Og selvom forelæsningen, der fandt sted i Københavns Anatomiske Teater i 1673, for længst er blevet overhalet af andre historiske begivenheder, så er Nicolaus Steno stadig værd at gribe fat på i dag:  

- Steno er i høj grad relevant i dag. Nutidige videnskabsfolk kunne godt lære noget af den ydmyghed, han udviste over for både videnskaben og naturen. Steno havde tvivlens og selvkritikkens nådegaver, og det er et sundt redskab at gå til forskningen med,” fortalte speciallæge og forfatter Jesper Brandt Andersen ved symposiet.

En sjette sans for analyse

Jesper Brandt Andersen var en af flere oplægsholdere ved symposiet, der fejrede jubilæet for københavnskfødte Nicolaus Stenos tiltrædelsesforelæsning. Her fortalte Brandt Andersen om det videnskabelige miljø i København, som Steno groede ud af, og om videnskabsmandens væsentligste anatomiske opdagelser.

Men for Jesper Brandt Andersen var der også nogle helt generelle træk ved Nicolaus Stenos arbejdsmåde, der kaldte på begejstring:

- Hans [Stenos, red.] analytiske evne – det er hans sjette sans. Og så har han en helt unik evne til at huske bagud på iagttagelser, som han tidligere har gjort, og sammenligne dem med nye iagttagelser,” forklarede han efter endt oplæg.

- Og så må vi ikke glemme hans enorme fingerfærdighed. Se bare på hans skrift!” sluttede Brandt Andersen.

Frøer og fårehoveder

Og set på Stenos skrift blev der. Efter dagens sidste foredrag gik turen nemlig til Det Kongelige Bibliotek, hvor deltagerne kunne opleve udvalgt trykt og håndskreven videnskabelig litteratur fra 1600-tallet – heriblandt nogle af Nicolaus Stenos egne værker.

Det var særligt tegningerne af de anatomiske og fysiologiske opdagelser, der gav anledning til udtrykt begejstring blandt symposiets deltagere. De udførlige skitser vidnede nemlig ikke kun om et særdeles grundigt, analytisk arbejde – de fremviste også et niveau af detaljerigdom, der næppe lader sig gøre uden netop den tålmodighed, nysgerrighed og ydmyghed over for naturen, der angiveligt skulle have kendetegnet videnskabsmanden Steno.

Tegningerne fortalte selvfølgelig også om en svunden tid i videnskabens historie: Én, hvor de mest banebrydende opdagelser ofte blev gjort i et koldt anatomisk teater og ved undersøgelser af de ting, omstændighederne nu engang tillod. Det være sig alt fra frøer og fårehoveder til fluevinger i alkohol – og endda en henrettet straffefange i ny og næ.

 
Titelblad til Nicolaus Stenos værk om muskler, hjerte og kirtler, De Musculis & Glandulis observationum specimen, udgivet i København i 1664. 

Ord der giver ekko i dag

Selvom videnskabsmanden Nicolaus Steno stadig kan inspirere vores tilgang til forskning, er præmisserne for den praktiske udførsel heldigvis blevet bedre. Men uanset hvad, så har 350 år ikke ændret meget ved genklangen af hans indledende budskab. Og det kan næppe være svært for forskere, også her i det 21. århundrede, at tilslutte sig hans ord: Skønt er det, vi ser, og skønnere er det, vi forstår – men langt det skønneste er det, vores forstand ikke kan rumme.

Flere oplæg fra symposiet om Nicolaus Steno blev optaget og kan ses eller genses via Videnskabernes Selskabs YouTube-kanal (fra den 31. marts) ved at klikke her.

Se programmet for symposiet her.

Vil du gerne med til arrangementer som dette? Tilmeld dig Videnskabernes Selskabs nyhedsbrev og få besked om kommende begivenheder.

Kort om Nicolaus Steno:

Nicolaus Steno (1638-1686), også kendt som Niels Stensen/Steensen, var en multitalent-forsker, der bidrog til anatomi, palæontologi, geologi og krystallografi. Han blev født nær Rundetårn i København i det lutherske Danmark, men konverterede til katolicismen i slutningen af ​​20'erne, da han som videnskabsmand var tilknyttet den toscanske storhertug Ferdinando II de' Medici i Firenze. Tre århundreder efter hans død, i oktober 1988, blev han saligkåret af pave Johannes Paul II.

Portræt af Niels Stensen (Nicolas Stenonus), muligvis malet af Joost Sustermans ml. 1666-1667.
Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Københavns Universitet.