Mød 10 forskere fra Videnskabernes Selskab til et eksklusivt indblik i deres liv og karriere i videnskabens tjeneste. I podcasten Videnskabens Vidner zoomer vi ind på nogle af de faglige milepæle og opdagelser, der har formet nyere dansk videnskabshistorie – og ikke mindst personlighederne bag dem.


”Idéer former historiens gang”, sagde den verdensberømte engelske økonom John Maynard Keynes. Men hvem får rent faktisk de afgørende idéer? Og hvem handler på dem, giver dem liv, så de kan gøre en forskel for os allesammen? I podcasten Videnskabens Vidner møder du en række af de vigtigste profiler i dansk videnskabshistorie, alle født før 1940 og med en stor portion faglig såvel som personlig erfaring. Og så har de det til fælles, at deres idéer og arbejde ikke kun har haft stor betydning for deres respektive fagområder, men også nuanceret dansk videnskabshistorie i større skala.

– Med podcasten bliver vi inviteret ind i videnskabens historie gennem nære, personlige fortællinger. Vi får et helt særligt indblik i forskellige forskeres videnskabelige karrierer og landvindinger gennem det 20. og 21. århundrede. Og det indblik – og tilbageblik – vil så kunne genbesøges af kommende forskergenerationer.
Derfor er podcasten så vigtig – den er et levende arkiv, et stykke forskningshistorie med gyldighed både i dag og om 100 år,
fortæller Marie Louise Nosch, præsident for Videnskabernes Selskab.

Podcasten Videnskabens Vidner er en række forskerportrætter optaget som dialog mellem hovedpersonen forskeren – og en interviewer, forskeren selv har valgt blandt kolleger og fagfæller. Serien er produceret af journalist, historiker og forfatter Dorthe Chakravarty.

Jeg synes, det er dristigt og vigtigt, at Videnskabernes Selskab lancerer en podcastserie, hvor indholdet gerne må være fagligt komplekst. Hvor formen er en dialog mellem fagfæller, og samtalen derfor gerne må tage tid. Og hvor de medvirkendes lange karriere og alder bliver værdsat, siger Dorthe Chakravarty.

Som led i produktionen af Videnskabens Vidner vil alt interviewmateriale, der ligger til grund for podcastoptagelserne, blive arkiveret på Rigsarkivet, hvor det vil være til gavn og glæde for fremtidig interesse og forskning i dansk videnskabshistorie.

Første podcastafsnit lanceres i dag, den 31. august, og kan findes på gængse podcastplatforme.


Klik her for at lytte til den første episode på Spreaker. 


Et smugkig på de første 4 udsendelser, som udkommer i løbet af efteråret: 

Videnskabens Vidner, episode 1: Professor emeritus Niels Thygesen (f. 1934)
Kan høres fra 31/8

Professor emeritus Niels Thygesen læste økonomi på Københavns Universitet i 1950’erne. Siden fulgte ophold i det amerikanske forskningsmiljø, hvor han var vidne til vigtige økonomiske stridigheder. I årtier har han arbejdet med økonomisk integration og det økonomiske samarbejde i Europa. I en samtale med professor Peter Birch Sørensen fortæller Niels Thygesen om sit videnskabelige arbejde i nationale og internationale sammenhænge.

Videnskabens Vidner, episode 2: Adjungeret professor Else Marie Bukdahl (f. 1937)
Kan høres fra 9/9

Professor Else Marie Bukdahl har siden sin studietid i 1950’erne arbejdet med litteratur- og kunsthistorie. I løbet af sin forskerkarriere har hun fokuseret på den franske forfatter og kritiker Diderot, barokken, den danske billedhugger Wiedewelt, islamisk kunst og videnskab og i de senere år forholdet mellem kunst, arkitektur og økologi. I en samtale med kunsthistoriker Lisbeth Bonde fortæller Else Marie Bukdahl om sin forskning og tid som rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Videnskabens Vidner, episode 3: Professor emerita Minna Skafte Jensen (f. 1937)
Kan høres fra 17/9

Det handler om Homer, feltarbejde i Albanien og nylatin, når professor emerita i klassiske sprog og klassisk kultur, Minna Skafte Jensen, fortæller om sit videnskabelige arbejde, siden hun i 1950’erne læste på Københavns Universitet. Professor Marianne Pade interviewer Minna Skafte-Jensen, der blev professor i 1993.


Kort om Videnskabens Vidner: 

Podcasten kan findes på de platforme, hvor du plejer at finde dine podcasts – fx Spreaker, Spotify og Apple Podcasts.

Videnskabens Vidner er tilrettelagt, produceret og redigeret af journalist, forfatter og historiker Dorthe Chakravarty for Videnskabernes Selskab. Hvert afsnit varer mellem 40-60 minutter.