Livestreaming fra Aarhus Universitet

Tang

I samarbejde med Aarhus Universitet vil Selskabet henover efteråret transmittere et udvalg af De Offentlige Foredrag i Naturvidenskab.

Aftenens foredrag er med seniorforsker i marin økologi Annette Bruhn. 

Under havets overflade vokser tang i et væld af forskellige farver, former og størrelser. Tangskovene, der vokser langs klodens kyster, er lige så vigtige i havets økosystemer som skovene er for livet på landjorden. Fra polerne til ækvator skaber tang både fødegrundlag og gemmesteder for utallige marine organismer – fx fisk og smådyr. Samtidig bidrager tang til at holde både havmiljøet og klimaet i balance - idet tang optager næringsstoffer fra havvandet, optager CO2 fra atmosfæren, producerer ilt og modvirker forsuring af havet. 

Mennesker har udnyttet tang som en ressource siden tidernes morgen. Tang er blevet høstet i havet eller samlet op fra stranden, og flere folkeslag har udviklet sindrige systemer til at dyrke tang. Tang er blevet brugt til mad, foder til husdyr, gødning til markerne og som råstof til produktion af kemikalier og tilsætningsstoffer. Vidste du fx at det er stoffer fra tang, der giver din kakaomælk den cremede konsistens, binder lidt ekstra vand i hamburgerryggen og holder sammen på din tandpasta?

Over hele verden bliver der forsket i at dyrke og anvende tang til nye formål som bioenergi, plastik og tekstiler. Også inden for lægevidenskab opdager man nye muligheder i tang: måske kan tang i fremtiden afhjælpe tarmsygdomme og Alzheimers. Og inden for landbruget er der lovende udsigter til at stoffer fra tang kan reducere køers udledning af klimagassen metan. 

Med det stigende behov for flere bæredygtige ressourcer på Jorden er der kommet mere fokus på tang. Flere og flere mennesker får mod på selv at høste og spise tang – også i Danmark; selvom de fleste af os lige skal vænne os til tangens smag af umami med dens noter af grønne ærter, græs, lakrids eller bacon.

Tang er faktisk ikke planter – de er alger. Hør hvad tang og alger egentlig er for nogen skabninger – og hvad der adskiller dem fra planter og dyr. Hør også om de særprægede måder tang formerer sig på, hvordan man dyrker tang, og om de bæredygtige løsninger tang kan bidrage med i fremtiden. Kan vi redde hele verden med tang?

Til dette livestreaming-foredrag vil der blive uddelt små smagsprøver af tang, som kan smages under foredraget.

Videnskabernes Selskabs Forlag udgav sidste år tobindsværket Danmarks Havalger. Bøgerne indeholder beskrivelser af alle de 373 marine makroskopiske alger, der er fundet i danske farvande. Det vil være muligt at købe bøgerne til aftenens livestreaming (kun via mobilepay), hvis du skulle få lyst til at dykke dybere ned i algernes verden. Bøgerne kan ligeledes købes på Videnskabernes Selskabs Forlags webshop.

Foto: Peter Bondo Christensen


Covid-19 forholdsregler

Vi følger selvfølgelig sundhedsmyndighedernes retningslinjer i forbindelse med Covid-19. Der vil derfor være opstillet obligatorisk afspritning til hænder og du bedes holde god afstand til de andre deltagere. Desuden er der et begrænset antal deltagere til foredraget, så vi kan holde den nødvendige afstand. Du bedes derfor venligst melde afbud, hvis du bliver forhindret, så det er muligt for en anden at få din plads.


27. okt 2020

19.00-21.00

  • Sted:

    Videnskabernes Selskab
    H.C. Andersens Boulevard 35
    1553  København V

  • Arrangement:

    Livestreaming fra Aarhus Uni

  • Pris:

    Livestreamingen er gratis. 
    Dørene åbner kl. 18.30.

    Tilmelding nederst på denne side.

Find vej

Tilmelding

Spørgsmål

  • Mette Miller Danielsen
  • Programkonsulent
  • 33435314
  • mda@royalacademy.dk

Hos Videnskabernes Selskab gør vi brug af cookies, med det formål at forbedre hjemmesiden, og give dig den bedste brugeroplevelse. Ved brug af hjemmesiden accepterer du, at vi lagrer dine cookies hos os.