HM Dronning Margrethe II’s Videnskabspris går i 2020 til Anja Groth, professor i kromatinbiologi. HM Dronning Margrethe overrakte prisen ved et symposie afholdt i anledning af HM Dronningens 80-års fødselsdag på Ny Carlsberg Glyptotek.


Prisoverraekkelse Anja Groth

Foto: Lars Svankjær/ Videnskabernes Selskab

Anja Groth, ansat ved Københavns Universitet som Program- og gruppeleder ved Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research, er førende inden for forskningen i, hvordan menneskets celler ved celledelingsprocessen overfører epigenetisk information til de nyskabte celler. Det er den proces, der gør det muligt for de nye celler at ”huske” deres funktion, og blive magen til den oprindelige celles. Så hudceller bliver til hudceller og blodceller til flere blodceller, når de deles. Anja Groth er naturligvis glad for anerkendelsen:

"Jeg er utrolig stolt over at modtage denne pris, der jo er en helt særlig udmærkelse, fordi det er Dronningens pris, der uddeles med fejringen af hendes 80-års fødselsdag, og fordi den gives inden for alle de videnskaber, Selskabet repræsenterer", siger Groth i et interview med Videnskabernes Selskab, og fortsætter: 

"Det er en stor anerkendelse af arbejdet i min forskningsgruppe og de nybrud inden for epigenetik, som vi har opnået. Vi har arbejdet på at forstå disse processer i mange år og trin for trin afdækket dem. Men der er stadig mange molekylære mysterier at løse i epigenetikken, og det at modtage et sådan kæmpe rygklap som denne pris, giver både mig og hele min forskningsgruppe ny energi til at fortsætte arbejdet og nå endnu længere".  

Groth og hendes forskningsgruppes arbejde har stor betydning for vores forståelse af, ikke kun hvordan kroppen udvikler sig som organisme generelt, men også måden, hvorpå en række komplekse sygdomme udvikler sig – bl.a. kræftsygdomme. Denne indsats på så afgørende og aktuelle områder af videnskaben var én af flere ting, der blev vægtet højt, da Videnskabernes Selskabs præsidium endte med at nominere Anja Groth.

Mogens Høgh Jensen, Præsident i Selskabet beskriver da også Anja Groth som ”en særdeles talentfuld forsker, der allerede har høj international status”. Det samme viser hendes CV, hvor hun tidligere har modtaget flere imponerende priser og anerkendelser for sit arbejde. Blandt disse kan nævnes EliteForsk-prisen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Heirloom Award for Women Scientist Leaders og ikke mindst optagelse i European Molecular Biology Organization og Videnskabernes Selskab. Desuden har hun også været medlem af Danmarks Frie Forskningsfonds Forskningsråd for Sundhed og Sygdom.