Professor Rebecca Adler-Nissen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, modtager Videnskabernes Selskabs Sølvmedalje 2016.

Foto: Videnskabernes Selskab
VIDENSKABERNES SELSKABS SØLVMEDALJE 2016
Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab uddeler hvert år en sølvmedalje til en yngre dansk forsker for en fremragende grundvidenskabelig præstation.
I 2016 gik sølvmedaljen til professor Rebecca Adler-Nissen fra Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, for hendes forskning inden for international politik og diplomati.
Medaljen blev overrakt af Selskabets præsident ved et medlemsmøde torsdag den 15. september 2016. Med den smukke sølvmedalje følger et prislegat på 100.000 kr. til modtagerens forskning.
Prismodtageren er født i 1975 og har allerede opnået høj international anerkendelse inden for sit felt, blandt andet for sin originale brug af sociologisk teori i studiet af international politik. Hun anvender således deltagerobservationer, dybdegående interviews og digitale metoder til at forstå diplomatiet.
Hun er forfatter til en håndfuld bøger og en lang række fagfællebedømte artikler i internationale tidsskrifter. Hendes alsidighed er imponerende, og hun har stået bag en række vægtige forskningsbidrag inden for områderne europæisk integration og udenrigspolitik, herunder det såkaldte ”practice turn” i studiet af europæisk integration.
Rebecca har modtaget flere internationale priser, bl.a. Nils Klim prisen i 2015. Hun har desuden modtaget en række forskningsbevillinger, herunder senest et European Reasearch Council Starting Grant. Rebecca er dermed godt på vej til at opbygge et lokalt forskningsmiljø omkring sig, samtidig med at hun er meget stærkt placeret i internationale netværk.