Mandag den 15. marts 2021 gav professor i materiale fysik Liv Hornekær et livecastet offentligt foredrag i Videnskabernes Selskabs mødesal.

INTERSTELLAR KATALYSE, STJERNEDANNELSE OG LIVETS OPRINDELSE
Det interstellare rum, området mellem stjernerne, er hjemsted for overraskende komplekse molekyler. Man har f.eks. observeret vand, methanol og glycolaldehyd - et forstadie til sukker. De mest komplekse molekyler findes i de områder, hvor nye stjerner og planetsystemer bliver dannet. Her spiller de en stor rolle for dannelsen af nye stjerner. Asteroider og kometer har gennem jordens historie leveret kemisk komplekse interstellare molekyler fra rummet til planetens atmosfære og overflade – her kan de have bidraget til livets oprindelse. Hypotesen er, at de komplekse molekyler dannes via katalytiske reaktioner på overfladen af interstellare nano-støvkorn. I laboratoriet kan vi teste den hypotese og undersøge hvor komplekse molekyler, det er muligt at danne under interstellare betingelse. Målet er at bestemme, om livets molekylære byggesten – aminosyrer, DNA-baser, sukker og fedtsyrer – kan dannes i det interstellare rum, før dannelsen af stjerner og planeter.



Liv Hornekær er Professor i Materiale Fysik ved Aarhus Universitet. Hun forsker i reaktioner på overflader - både reaktioner på overfladen af nano-støvkorn i det interstellare rum og anvendelse af molekylær funktionalisering til at optimere de elektroniske og kemiske egenskaber af nye 2D materialer. Liv Hornekær har vidst, at hun gerne ville være fysiker siden 5. klasse. Efter endt mat/fys-studentereksamen fra Århus Statsgymnasium i 1990, fortsatte hun på Aarhus Universitet hvor hun fik sin ph.d.-grad i fysik i 2001. Efter 3 år som Carlsberg Fellow ved Syddansk Universitet, vendte hun tilbage til Aarhus Universitet - først som Steno og Skou Fellow, siden som lektor og fra 2017 som Professor. Liv Hornekær har modtaget ERC Starting Grant og Consolidator Grants, EliteForsk-prisen samt Humboldt Fondens Friedrich Wilhelm Bessel Research Award. 

Liv Hornekær er leder for Center for Interstellar katalyse, finansieret af Danmarks Grundforskningsfond.

Liv Hornekær blev indvalgt som medlem af Videnskabernes Selskab i 2020.

Forsidebillede og ovenfor: T.A.Rector (NRAO/AUI/NSF and NOAO/AURA/NSF) and B.A.Wolpa (NOAO/AURA/NSF)
Portrætfoto: Erik Holst Mortensen/Institut for Fysik og Astronomi, AU