Mandag den 6. september 2021 gav professor i psykologi Dorthe Berntsen et offentligt foredrag om erindringer i Videnskabernes Selskabs Gl. Mødesal.


”Minderne har jeg da lov at ha’” lyder refrænet i en gammel dansk slager. Men erindringer om egne oplevelser i fortiden er ikke kun til for nostalgiens skyld. Erindringsevnen er tvært imod en helt grundlæggende egenskab, som er nødvendig for vor evne til at indgå i sociale fællesskaber og for oplevelsen af at være den samme person over tid. Mister man erindringsevnen, indskrænkes ens virkelighed til nuet, til det umiddelbart sanseligt nærværende, med den konsekvens at man i vid udstrækning er ude af stand til at orientere sig i tid, rum og socialt. I dette foredrag ser vi nærmere på selvbiografiske erindringer, deres funktioner i dagligdagen, deres fordeling over livet, og hvordan vi får dem frem. Vi vil også belyse erindringsevnen hos mennesker med demens, og hvordan man kan fremme dem.  Nogle forskere anskuer erindringsevnen som noget særligt menneskeligt, og dermed som noget kun den menneskelige hjerne kan producere. Mange kæledyrsejere siger noget andet, men hvad siger forskningen?



Dorthe Berntsen
er professor i psykologi ved Aarhus Universitet. Hun forsker i selvbiografisk hukommelse – et neurokognitivt system for evnen til bevidst at genkalde sig personlige erindringer. Hendes forskning har undersøgt erindringer fra mange forskellige perspektiver: fra den tidlige barndom til det sene voksenliv, hos raske og hos mennesker med mentale forstyrrelser, på tværs af kulturer og fra mennesker til aber. Især har hun været optaget af, hvordan erindringer pludselig kan dukke op af sig selv.

Her kan du læse mere om Dorthe og hendes forskning:

https://pure.au.dk/portal/da/dorthe@psy.au.dk

https://psy.au.dk/en/research/research-centres-and-units/conamore/



Foto: Shutterstock/StunningArt
Portrætfoto af Dorthe Berntsen: Jonna Kjeldsen