HCØ – Kampen om videnskaben. Skrevet af Henrik Prætorius. Tegnet af Peter Snejbjerg og Niels Roland. Farvelagt af Angelica Inigo. 72 sider i farver, indb. 21 x 29,7 cm. Bogen koster 199 kr.
Videnskabsmanden Hans Christian Ørsted, HCØ, var med sin opdagelse af elektromagnetismen afgørende for den elektricitet, som vores samfund i dag baserer sig på. Han var desuden en farverig mand, der kæmpede en indædt kamp for sine ideer, han opfandt masser af nye danske ord og han satte sine spor langt ind i det moderne danske samfund.
I år er det præcis 200 år siden, at HCØ så en kompasnål dreje under påvirkning af elektricitet. På den måde opdagede han elektromagnetismen og lagde grundstenen til det moderne elektrificerede samfund, vi har i dag. Gennem hele 2020 bliver 200-året for opdagelsen fejret – nu også med en underholdende og lærerig tegneserie.
HCØ – Kampen om Videnskaben udgives i et unikt samarbejde mellem tegneserieforlaget Cobolt og Videnskabernes Selskab. Det er historien om en mands rejse mod oplysningens tinde, om hans sejre og nederlag og om den gejst, eller ånd, der drev ham. Den er tegnet af nogle af landets bedste tegnere, nemlig Peter Snejbjerg og Niels Roland og efter manuskript af mangeårig videnskabsformidler Henrik Prætorius.
ISBN 9788770858335
Publikationen kan købes hos Forlaget COBOLT
